Du så altså, som den eneste, hvad der skete.
”Det var forfærdeligt. Det var fuldstændig som du har tænkt dig at skrive i overskriften.”
Vi har nu talt om hvad der skete.
”Det skal jeg love for.”
Hvad mener du?
”Jeg mener bare, at vi har været igennem alle detaljer.”
Men hvordan påvirkede det dig?
”Det er da et lidt underligt spørgsmål.”
Hvorfor?
”Fordi som psykisk syg er jeg vant til at tale om mine problemer og udfordringer. Jeg er trænet i den slags.”
Nu forstår jeg ikke så meget.
”Nej, men jeg er vant til at tale en del med behandlere som er varme og menneskelige.”
Ok. Det er da fint. Det er godt, mener jeg. Men jeg kan ikke se hvordan det har noget at gøre med hvordan det påvirker dig.
“Mit sprog om smerte og lidelse er en væsentlig faktor når det handler om hvordan jeg udlægger følelsesmæssige oplevelser, det må du vel kunne forstå.”
Jo, men eksploderede den før eller efter sammenstødet?
“Se. Det er jeg ikke i stand til at huske.”
Fordi du har fortrængt det? Allerede?
“Nej. Fordi jeg stod på hovedet.”
Stod du på hovedet?
“Jeg fortalte dig jo, at jeg er psykisk syg.”
Jamen jeg stod også på hovedet, altså da jeg hørte om ulykken.
“Virkelig. Ja, der kan man se.”
Ja.
“Du virker lidt ked af det.”
Jeg blev bare lidt bedrøvet over at du antydede at jeg ikke var varm og empatisk ligesom behandlerne i psykiatrien.
“Du er altså en meget mærkelig journalist.”
