Mine digte er mine små bølgeslag. Når jeg læser dem føler jeg mig som mig selv. Lidt efter kommer retningen og med retningen et nyt digt.
Mine digte er mine små optimistiske bølgeslag. Får jeg at vide at de er store bliver jeg forvirret for jeg ved det er forkert. Det er ikke sket, for de er ikke store.
Mine digte er mine små optimistiske bølgeslag. Hvad hvis en anden en derude føler sig som sig selv når de læses?
Mine digte er mine små optimistiske bølgeslag. Jeg er ikke havet i den metafor. Det er sten sikkert. Jeg er snarere en synlig del af kysten.
Jeg er en synlig del af kysten. Mine digte er identitetsbidrag hvor meget af kystlinjen er rimelig uklar. Måske er det tåget. Måske er det altid tåget i sådanne landskaber.
