Alle mennesker rummer både noget godt og noget ondt. Jeg skal ikke komme anstigende og sige at jeg kan se gennem folk. Nej tak. Men jeg kan skimte grænsen. Som en rød streg inde i hjernen.
Hvad er dog det for noget vrøvl?
Jeg kender bare mine evner utrolig godt.
Men det sidste af det du sagde var i påfaldende grad noget vrøvl. Jeg forstår simpelthen ikke hvordan du så hurtigt kan bevæge dig fra at sige noget der egentlig lyder ok til at vrøvle om at du kan se en grænse mellem det gode og det onde i det enkelte menneske fremfor blot at give efter, slappe af i rygmusklerne og mærke suset fra selve den første konstaterings æskeformede vindforhold. Det du sagde hverken underbygger endsige vedligeholder den verdenskendte påstand at der er godt og ondt i alle. Og hele verden venter på dig. Det gør de.
Jeg opfatter din egen opfattelse af denne grænse som plastisk.
Næ nu må du simpelthen forklare dine ikke så lidt frække, hurtige og ganske bøvede påstande og udsagn lidt mere grundigt og omhyggeligt. Du hævder netop nu at du uden at kunne se eller så meget som skimte mine gode og dårlige egenskaber i sig selv, isoleret set og for hvad de er, tror dig i stand til at se en for mig fiktiv og dermed latterlig skillelinje. Jeg føler ærlig talt at du forsøger at fratage mig en del af min kerne. Men du hævder at du kan se igennem mig?
Jeg kan se skillelinjen.
Jamen selvom du kunne se det du kalder skillelinjen mellem mine gode og dårlige egenskaber og selvom den ligefrem stod malet i min pande så også andre kunne se den, er det bare sådan at de egenskaber vi taler om er så væsensforskellige at de ligger i et polariseret modsætningsforhold til hinanden sådan at en skillelinje er overflødig og unødvendig. Det du i virkeligheden peger på er at jeg ikke kender mig selv godt nok til at skelne mine værste og bedste egenskaber fra hinanden. Men i kraft af at der faktisk hersker en anseelig forskel på godt og ondt i verden er det en løgn. Som du slæber rundt på og udbreder på din mærkværdige facon.
Bøh.
Netop ikke bøh.