“Min Far elskede at ride.” Så enkelt begynder Rasmus Fjeldabes selvbiografi. Det står imidlertid hurtigt klart for læseren at der bag dette muntre udsagn gemmer sig en grum historie om bagudrettet forfald: Hans Farfar red baglæns, hans Oldefar sidelæns. Jo længere tilbage vi kommer i stamtræet jo mere fjollet opfører man sig. Vi kommer helt tilbage til dinosaurerne som red på hinanden fordi hesten dengang ikke var opfundet. Den slags nyttige oplysninger er bogen rig på. Jeg føler mig klog.
Der er også mange vitser i bogen. Et eksempel: “Direktører får meget anerkendelse og er derfor rare på en både smittende og familievenlig måde.”