“Der er ikke noget smukkere syn, end en opstigende sæbebobbel der sprænges ved mødet med et luftkastel.”
Helna Skramme holder sig for næsen.
Prøv at forklare hvad du mener sådan helt konkret.
“Der er intet konkret ved et luftkastel og næsten heller ikke ved en sæbebobbel. Det er bare lidt sæbe.”
Du taler i tunger. Du vrøvler helt afsindigt. Sig mig: Mener du alt det alvorligt?
“Du er en højtidelig nar!”
Jeg forlader Helna Skrammes hus fordi jeg har behov for at opleve noget samlet og normalt.
Helna Skramme skriger ud af vinduet med nasal stemme: “En fejl! En fejl!”
Måske har jeg begået en fejl. Jeg trasker ned ad villavejen.
Da mine tanker falder lidt til ro, ser jeg en biskop der er i færd med at velsigne en kælder.
Jeg forklarer ham at man i følge den kristne dogmatik lyser en velsignelse og ikke direkte velsigner, fordi en velsignelse udgår fra Gud.
Biskoppen skriger efter mig gennem et vindue han holder i hænderne: “En fejl! En fejl!”
Hvad er det for noget med alle mine fejl? Hvor er det irriterende at folk hele tiden retter mig, før jeg overhovet får lejlighed til at gøre op med mig selv og min samvittighed om jeg begik disse fejl.
Jeg går ind på en bodaga og snupper en øl. Da jeg forlader den åbnes vinduet og alle gæsterne stikker hovederne ud. Førend de får mulighed for at råbe af mig, stopper jeg dem i en stor stofpose, går tilbage til den mærkelige biskop og stopper også ham ned i posen. Til sidst trækker jeg Helna ud af vinduet og lukker posen over hende.
“Luk os ud! Du gjorde det hele rigtigt! Det var bare noget vi sagde!”
Et forelsket par der sidder og kysser på en bænk hører den midterste sætning mens jeg langsomt cykler forbi. De smiler til hinanden og kysser videre.