”Han gik rundt med en tukan på skulderen.”
Du lærte Båndfjeder Papirslyngel at kende?
”Ja.”
Du sukker vemodigt?
”Jeg oplevede ham midt i hans Kaspersen-fase.”
Jeg forstår.
”En Kaspersen-fase er kendetegnet ved en vældig naivitet parret med en vældig interesse for rør.”
Det giver god mening.
”Jeg husker engang vi sad langt ude på de russiske stepper, i fantasien selvfølgelig. Vi sad der mest i Båndfjeder Papirslyngels fantasi, men også ret meget i min egen, for Båndfjeder Papirslyngel var god til at fortælle historier. Altså sidder vi der i hver vores behagelige trælænestol med skosnuderne i hver vores ende af et meget pænt rør og taler om stort og småt.”
Det lyder som om han var alt for moden og livserfaren til at kunne inspirere, endsige nå dig, endsige føre en herredømmefri samtale med dig?
”Sådan forholdt det sig. Han fyrer nogle pragtfulde vittigheder af, så det giver ekko både i røret og i kulisserne bag ved.”
Det lyder som om jeres fortrolighed hurtigt nåede et niveau, hvor du ville kunne sælge ham diverse beklædningsgenstande?
”Du rammer helt præcis med denne formodning. Til aftensmad får vi først nogle overdådige rejemadder.”
Hovedretten lever op til forventningerne. Indretningen er sparsom men tilfredsstillende.
”Det du siger er den nøgne sandhed i forhold til såvel forløb som situation og øvrige sagsforhold. Dernæst går der en tredive sekunder, men det er en rum tid, hvor Båndfjeder Papirslyngel narrer mig til at tro at han ikke kan åbne sin mund, at den simpelthen er gået i stå i tredje gear.”
Det lyder som om der kommer en afklaring ved halv-ni tiden.
”Endnu engang rammer du hovedet på sømmet. Jeg får min sag for med at underholde de dansere han havde ansat til at reparere hans gamle skrivemaskine.”
