“Evnen til at give troværdige religiøst funderede forklaringer er noget som kun et fåtal formår og den er baseret på medfølelse og filosofisk tæft. Når jeg fx hævder at årsagen til at vi kan virke tidstypisk tiltrækkende og interessante når vi virker sure på en cool måde er ren og skær dæmoni, angst for der gode, vil de fleste spontant give sig til at håne mig, så jeg må pakke religionen ind i den indre dialogs stanniol og lejlighedsvis pakke den ud igen her på Den Anden Avis.”
Interessant. Du betoner at der er indre grunde, skjult for den overfladiske betragter, til at nogle må frakendes stemmeret og ytringsfrihed simpelthen fordi deres filosofi er sofisme og deres medfølelsesregister er oversmurt med deres egen glæde over at høre dem selv søge efter de rigtige ord. Den søgen som de kalder filosofisk og beskeden fordi den i virkeligheden er ukvalificeret.
“Ja. Jeg siger at religion er herligt og også dem der ikke deler mit synspunkt skal på skolebænken og lære det.”
Du vil altså gerne have kætterbålene tilbage?
“Religion er sandheden.”
Er sandheden ikke dybt personlig?
“Nej. Den er offentlig.”
Der er ikke meget lighedstænkning i din filosofi, mester.
“Nej. Jeg tror virkelig at de fleste mennesker skal opdrages, skoles og skoles og skoles. Men de fleste vil hellere lyve for sig selv ved at stræbe efter magt eller støtte op om krigsførelse. Alt er religiøst. Se på virkeligheden og bliv fortryllet af fortryllende spørgsmål. Hvorfor skulle der ikke være tvang omkring det?”
Ok. Jeg ser på en pisse ensom dame som tilmed er fattig.
“Fint.”
Fint?
