Brando Dalfrøcies ændrer personlighed nogen gange. Det er derfor hans medmennesker har sådan en frygtelig respekt for ham. Nu sidder han i parken og læser Platons dialog om den frygtelige sofist Gorgias.
“Der er mange mennesker, der støjer. Der er mange mennesker, der ikke er særlig hjemmevante i livet. Dér har vi en af dem, der støjer. Han er et helt, helt særligt menneske.”
Jeg kniber øjnene sammen og drejer hovedet, men kan ikke se nogen. Det er nok bare fordi jeg er en dum journalist. Nej. Nu dukker der en midaldrende herre frem bag et af træerne. Jeg lægger mærke til at Brando Dalfrøcies i det samme ændrer sin berømte personlighed. Et gåsedun svæver på et vindstød. Det er to intellektuelle giganter, jeg koncentrerer mig om at holde fokus på Dalfrøcies, men jeg kan ikke se forandringen i selve processen, kun iagttage at han er blevet en person der kunne have heddet Tage Mut. Hans sikkerhed er den samme. En idéudveksling over tre-fire medbragte Hancock pilsnere er igang. Mosehullet lytter.
