Jeg lægger mærke til at solglimt trænger ind overalt på det jeg her forsigtigt vil benævne „et gigantisk tre-masters sørøverskib med plads til fri udfoldelse, ja, med plads til alt andet end skyggefulde efterårsvandreture i ly af skyer“. I kaptajnens kahyt møder man et dannet selskab. Godt, at der er en styrmand for her går samtalen højt. Den eneste, der stikker lidt ud blandt de ivrigt disputerende nutidige danske forfattere er en person der siger ting som „på den måde får jeg alle affaldsstofferne ud af kroppen“. Jeg forsøger at berolige affaldsstoffyren, men det har ingen nød. I virkeligheden er han roligere end os andre. Eller? Da han begynder at knipse forstår jeg at han ikke er roligere end os andre. Hans knipseri er stærkt underholdende for os store mænd og kvinder. Underligt nok er han den der bedst forstår mit indlæg om „den lille mand“. Denne solide øvremiddelklassemand med shortsene og akvariebarndomshjemmet. Jeg har slet ikke fået set resten af skibet og vi begynder at ærgre os over at vi „kun“ er på et skib, at det „kun“ har tre master og at kaptajnen „kun“ er et paphoved.
