Som lille tegnede du altid et skur. Alt uden et indgangsparti med søjler og påfugle i haven er for mig at se et skur. Ja. Skuret bestod af hvad der lignede 400 streger i en tangskov. I virkeligheden var der nok lidt færre. Her ville du bo med din medkone og din mand, en person af et vist personligt og kunstnerisk format. Du ville gøre noget så tosset med min velsignelse. Jeg kan ikke tillade mig at blande mig i hvordan du vil leve. Men et skur? Med brædder i overetagen. Jeg lyste velsignelsen over dig, over jer. I skuret. Jeg spurgte vores præst om han også ville lyse velsignelsen over det groteske liv i skuret og han sagde nej. Jeg spurgte Gud og han sagde ja. Så fik præsten en snak med biskoppen på min regning og det endte med at biskoppen også sagde nej. Der kan man se. Biskoppen lyttede til vækstlaget, han havde følehornene ude, en følsom mand bag et lidt dromedaragtigt ydre. Men den velsignelse jeg lyste var nok. For jeg gik i kirke. Nå, alt det er længe siden, jeg går stadig i kirke med din mor, og nu bor du i dit hus, skur, undskyld. Dit liv er blomstrende og rigt. Jeg kan se det.