Helmer kiggede på sin telefon. Det var tre telefoner siden nogen havde ringet til ham, så til denne knyttede han et vist, omend ubegrundet, håb. De sagde noget i højttaleren. [Rigtig flot måde du får introduceret det faktum at han opholder sig på et færgedæk. Redaktionen.] Det var færgens højttaler. [Smukt. Simpelthen smukt. En anelse klodset, men smukt. Redaktionen.] Der lød en umiskendelig ringetone i nærheden. Det kunne ikke være en sang. Den var for overspændt. Han kendte lyden fra sine omgivelser, når omgivelsernes omgivelser ringede. [Stryg endelig ikke det med omgivelsernes omgivelser. Det er dejligt og slet ikke ”ubehageligt” at klodsetheden gentages. Nej, ”ubehageligt” er et dårligt ord. Redaktionen.] Den første telefon Helmer havde haft havde ringet over 250 gange. Det var i en anden tid. Helmer var ung. Det var et andet sted. Sommerhuset i Løgstør. Han havde ligget under sengen og talt med Iben, Klaus og Salmona. Iben og Klaus var blevet gift og Salmona var nu død. Den sidste gang han havde talt med Klaus talte han med Ibens stemme. Den sidste gang han havde talt med Salmona talte hun med naboens stemme. En langt højere fyr på 41. ”Hvor er jeg?” var de sidste ord han havde hørt fra Salmonas mund. Hun var på Kløvervænget 41 i Blovstrød.
Plut.
[Hvad var det? Redaktionen.]
Plyt.
[Hvad var det? Redaktionen.]
Plat.
[Å, nu forstår jeg det. Genialt! Redaktionen.]
Det var en abbed der sad og trallede.
[Det var nemlig det, det var. Redaktionen.]
Klat.
[Yes! Redaktionen.]
Klat Neiendam.
[Nemlig! Genialt, at introducere en genial person, som folk kender i forvejen. Redaktionen.]
Mak.
[Jeg er lidt træt. Det her er skrevet dagen efter. Redaktionen.]
Du kan da ikke pludselig slå om og kritisere mine ideer.
[Det har du ret i. Redaktionen.]
Mak er en af mine bedste ideer.
