Gregor har den egenskab at hans ytringer og væremåde er god for andre menneskers underbevidsthed. Han besidder, i kraft af denne egenskab, en lydhørhed overfor det menneskelige i det menneskelige. Det har han altid været klar over. Hans flytning ud på landet har kultiveret egenskaben sådan at hans hår egentlig så lidt for kedeligt ud i forhold til hans fagter og kropssprog i øvrigt ved middagstid i bussen. Det fik en yngre kvinde til at glo med et tomt udtryk i øjnene. Om det var en nedstirren eller en ubevidst korrektion på tværs af byens rum i den gule bus vides ikke. Sikkert er det kun at hendes ansigtsfarve klart var gusten og hendes læber lidt for store.
Hun blev, i Gregors øjne, selve billedet på fantasiløsheden hvorfor han forsøgte at stirre sig blind på sin vrede og fratage hende menneskelighed og gøre hende til ren, inkarneret fantasiløshed som hun sad der i storbyens favn for et halvt døgn siden. Det lykkedes ikke, men ih hvor var Gregor glad for at have fået disse tanker nedfældet som et forsvar for de farver og det farvespektrum som var hans og hans alene. Til kamp mod skidesprællerne der bevidst, eller snarere ubevidst ville tvære hans stærke farver sammen til en smattet grå, blot fordi denne frikadelle drømte om at trykke ham flad mellem sine bryster.
Den Anden Avis fanger kvinden netop som hun stiger ud af bussen.
»Jeg ville på ingen måde nedstirre eller korrigere ham, men jeg kunne se han var god for min underbevidsthed og havde opbygget og udviklet nogle kompetencer på dette område.«
