Sprog er noget der skal flyde ligesom vi selv gør. Sprog er noget der skal pible ligesom vi ikke selv gør.
“Er det her et interview?”
Ja.
“Hvorfor syttens riger og lande lagde du ud med at fortælle mig det?”
Det var bare.
“Jeg bliver fuldkommen paf, mand!”
Undskyld.
“Sprog er dit. Sprog er dat. Jeg er fodboldtræner og jeg bliver paf. Jeg er ikke fodboldtræner længere. Jeg er paf.”
Paf er noget man er kortvarigt. Fodboldtræner er noget man er hele livet.
“Jeg føler mig overhovedet ikke som fodboldtræner når du begynder at tale om pible.”
Men pible er vigtigt.
“Vigtigt?!”
Så. Luk nu røven og fortæl mig et eller andet.
“Da jeg kom hjem fra træning ordnede jeg mine fritidsinteresser systematisk og det var så kedeligt så du ikke fatter det. Hvorfor læser jeg ikke min bog “Ringen, floden og kaninen”, men så dukkede der en seddel op der fløj ud af bogen hvor der stod “Nisser sprækker af at spise julemad”. Sjovt, ikke. Nå men så var der gået en time og jeg faldt i søvn. En masse spændende indre billeder trængte sig frem i bevidstheden som var stærkt underholdende og så faldt jeg i søvn mens bogen kogte.”
Du sov?
“Det er da et dumt spørgsmål.”
Jeg skulle bare lige sikre mig at du sov.
“Du skal ikke vække mig.”
Jeg slukker lyset i studiet. Sådan. Aj altså, denne lænestol er altså alt for beroligende, Christine. Godnat.