1.
Jeg skammer mig over at den feministiske massepsykose har ramt min familie.
Jeg troede at vi var stærkere.
Jeg troede at min Farmor og hendes kærlighed og hendes minde var noget værd.
Jeg har brugt så mange af mine sparsomme kræfter
på at rive feminister som jeg engang elskede
ud af mit store hjerte,
samtidig med at jeg er sindslidende.
Det er lykkedes.
Men se på mig!
en prægtig mand der engang boede i den lille have,
med mine to allerkæreste,
jeg troede vi kunne være i fred!
I fred!
Jeg åbner mit bryst,
se! pletter af hård hud på mit halvgamle hjerte
der stadig er stort.
Men ikke stort nok til vattersot!!
Læser, der er håb for dig også
det kan lykkes at rive feminister ud af hjertet
mit hjerte er beviset
se!
ingen feminister
godhed, skidt,
en forårsmuldvarp der hedder Uskyld,
men ingen feminister.
Hvis du spørger mig om man kan tillade sig at rive personer man elsker ud af hjertet på grund af -ismer, så se på nazismen.
Feminismen er akkurat ligeså hård for børnene
som nazismen.
Den tillader ingen spørgsmål om
grænser, tilgivelse, kristendom, islam, kærlighed, mænd, tro, terapi, tillid, krise, dialog, frihed, lighed, broderskab.
Den føjer splid til fjendskab
og det er der ingen der kan holde til.
Den begrænser alle.
Livet er kort,
men det er feminister og feminisme lige glad med.
Det er skrårem og støvler.
Fald i geled!
Læg dig i selen!
Ingen afvigere!
Vidste du at feminismen har færdigpakkede ideer om
grænser, tilgivelse, kristendom, islam, kærlighed, mænd, tro, terapi, tillid, krise, dialog, frihed, lighed, broderskab.
Feminismen har kapret disse begreber
den har begreb om
snart sagt alt,
bortset fra håb.
Feminismen har ikke begreb skabt om håb.
Jeg fornedrer mig ikke til at tale med en feminist om håb.
Ikke længere.
(Jeg er lidt Clark Gable-agtig på den måde.)
Men min læser skal høre mig tale åbent om at jeg anser
både feminister og feminisme for håbløse,
onde mennesker.
Og jeg kan tale om håb.
Lakmusprøven er at børn og børns tarv
slet ikke er inde på feministernes radar?
Nej.
Lakmusprøven er at feminismen
i den grad har fat om folket og folkestemningen
at ingen, ingen,
vil erklære sig som tidligere feminister.
Dette er imod en massepsykoses logik.
2.
Jeg har lavet mit eget Israel
hvor feministerne kan gå i fred.
De henter vand på en kvindelig måde
og holder skarpt øje med
at mændene også henter vand.
Men hallo!
Det er mig, manden,
der har lavet jeres mini-Israel.
Jeg er måske ikke lige glad med jer
men jeg er ligeglad med
om jeg tilfældigvis engang
kom til at sætte mure op
de mure er skam fine nok
og hvor jeg lige smed nøglen
kan jeg ikke huske.
Jamen, jeg kan ikke huske det.
Nej, jeg kan ikke huske det.
Huske det.
Ikke.
Ikke huske det.
Hvad siger I så feminister.
Lad høre.
At det var jer der byggede murene.
At det var jer der smed nøglen væk.
Jamen, det fritager mig jo
for en kæmpe del af mit storebroransvar
for hele miséren.
Det er jeg glad for at I igen
og igen
og igen
minder mig om.
Det er generøsitet.
Generøsitet er altid velkommen i min verden,
men generøsitet er, kan være,
vældig trættende,
generøsitet er noget naturligt,
generøsitet er ikke ægte kærlighed.
Disse rutiner kommer der forhåbentlig flere af
fra min hånd,
jeg bliver ikke ulykkelig af at skrive dem,
men jeg ville blive ulykkelig af ikke at
hengive mig til inspirationen.
Det bliver du også, kære læser,
og jeg vil vædde med at du allerede
er blevet deporteret.
3.
Hold øje med ondskaben i alle disse dens mest banale former
men hold også øje med ondskaben andre steder,
heriblandt i dig selv.
Heriblandt hos dem du elsker.
Der er en konkurrence dér, som er yderst vigtig.
Mød det med højsind og ædelmod.
Jeg er sikker på at det nok skal gå.
Men jeg forventer mig noget af dig.
Jeg har store forventninger til dig.
Store.
Ret store.
Små.
