Home Non-categorized Størst af alt er feminismen

Størst af alt er feminismen

44

1.

Jeg skammer mig over at den feministiske massepsykose har ramt min familie.

Jeg troede at vi var stærkere.

Jeg troede at min Farmor og hendes kærlighed og hendes minde var noget værd.

Jeg har brugt så mange af mine sparsomme kræfter

på at rive feminister som jeg engang elskede

ud af mit store hjerte,

samtidig med at jeg er sindslidende.

Det er lykkedes.

Men se på mig!

en prægtig mand der engang boede i den lille have,

med mine to allerkæreste,

jeg troede vi kunne være i fred!

I fred!

Jeg åbner mit bryst,

se! pletter af hård hud på mit halvgamle hjerte

der stadig er stort.

Men ikke stort nok til vattersot!!

Læser, der er håb for dig også

det kan lykkes at rive feminister ud af hjertet

mit hjerte er beviset

se!

ingen feminister

godhed, skidt,

en forårsmuldvarp der hedder Uskyld,

men ingen feminister.

Hvis du spørger mig om man kan tillade sig at rive personer man elsker ud af hjertet på grund af -ismer, så se på nazismen.

Feminismen er akkurat ligeså hård for børnene
som nazismen.

Den tillader ingen spørgsmål om
grænser, tilgivelse, kristendom, islam, kærlighed, mænd, tro, terapi, tillid, krise, dialog, frihed, lighed, broderskab.

Den føjer splid til fjendskab
og det er der ingen der kan holde til.

Den begrænser alle.

Livet er kort,
men det er feminister og feminisme lige glad med.

Det er skrårem og støvler.

Fald i geled!

Læg dig i selen!

Ingen afvigere!

Vidste du at feminismen har færdigpakkede ideer om
grænser, tilgivelse, kristendom, islam, kærlighed, mænd, tro, terapi, tillid, krise, dialog, frihed, lighed, broderskab.
Feminismen har kapret disse begreber
den har begreb om
snart sagt alt,
bortset fra håb.

Feminismen har ikke begreb skabt om håb.

Jeg fornedrer mig ikke til at tale med en feminist om håb.

Ikke længere.

(Jeg er lidt Clark Gable-agtig på den måde.)

Men min læser skal høre mig tale åbent om at jeg anser

både feminister og feminisme for håbløse,

onde mennesker.

Og jeg kan tale om håb.

Lakmusprøven er at børn og børns tarv

slet ikke er inde på feministernes radar?

Nej.

Lakmusprøven er at feminismen

i den grad har fat om folket og folkestemningen

at ingen, ingen,

vil erklære sig som tidligere feminister.

Dette er imod en massepsykoses logik.

2.

Jeg har lavet mit eget Israel

hvor feministerne kan gå i fred.

De henter vand på en kvindelig måde

og holder skarpt øje med

at mændene også henter vand.

Men hallo!

Det er mig, manden,

der har lavet jeres mini-Israel.

Jeg er måske ikke lige glad med jer

men jeg er ligeglad med

om jeg tilfældigvis engang

kom til at sætte mure op

de mure er skam fine nok

og hvor jeg lige smed nøglen

kan jeg ikke huske.

Jamen, jeg kan ikke huske det.

Nej, jeg kan ikke huske det.

Huske det.

Ikke.

Ikke huske det.

Hvad siger I så feminister.

Lad høre.

At det var jer der byggede murene.

At det var jer der smed nøglen væk.

Jamen, det fritager mig jo

for en kæmpe del af mit storebroransvar

for hele miséren.

Det er jeg glad for at I igen

og igen

og igen

minder mig om.

Det er generøsitet.

Generøsitet er altid velkommen i min verden,

men generøsitet er, kan være,

vældig trættende,

generøsitet er noget naturligt,

generøsitet er ikke ægte kærlighed.

Disse rutiner kommer der forhåbentlig flere af

fra min hånd,

jeg bliver ikke ulykkelig af at skrive dem,

men jeg ville blive ulykkelig af ikke at

hengive mig til inspirationen.

Det bliver du også, kære læser,

og jeg vil vædde med at du allerede

er blevet deporteret.

3.

Hold øje med ondskaben i alle disse dens mest banale former

men hold også øje med ondskaben andre steder,

heriblandt i dig selv.

Heriblandt hos dem du elsker.

Der er en konkurrence dér, som er yderst vigtig.

Mød det med højsind og ædelmod.

Jeg er sikker på at det nok skal gå.

Men jeg forventer mig noget af dig.

Jeg har store forventninger til dig.

Store.

Ret store.

Små.

Previous articleJeg kan ikke lyn-leve mig ind i Tove Ditlevsens verden. Nogle alarmklokker ringer. Jeg må advare imod hende. Ked af det.
Next articleRet famlende, ret blottende og vældig, vældig sårbar romantisk øvelse
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.