Mine herrer og damer!
Først og fremmest vil jeg fremføre en tak til Kongressens ledelse der har indbudt mig til at tale ved denne lejlighed, og i min tak ligger der ikke kun en anerkendelse af den ære som opgaven indebærer, men jeg vil også takke for at ledelsen, ved at gøre mig til talsmand for stemmeretssagen, har nødsaget mig til for mit ringe vedkommende at forsøge at komme til rette med den skiftende og måske verdensomskabende foreteelse som hedder kvindebevægelsen.
For – ikke sandt? – ét er at gå med i geleddet, tavs at følge flokken sådan som jeg hidtil har gjort i denne sag. Så længe svarer man kun for sig selv, og så længe kan en fast tro på den nye retnings praktiske nødvendighed være tilstrækkelig. Noget andet er at stå frem og råbe til de forbipasserende at den rette vej er fundet, og at den der slutter sig til os, gør ret. Dermed påtager man sig et ansvar som man ikke kan bære uden at gøre sig klart at bevægelsen også har den ideale betydning at det kan være et gode at kæmpe for den, hvad man end vinder derved: glæde eller lidelse, fremgang eller nederlag.
Desuden må jeg bekende at da jeg satte mig til at tænke mit foredrag igennem, troede jeg at jeg uden vanskelighed ville finde grunde som beviste vort kravs berettigelse. Jeg mente at jeg bare kunne gå ind i et velforsynet våbenkammer og tage de våben frem som jeg havde brug for. De var allerede i orden, de var stærke og skarptslebne, fundet frem fra historien og livet, fra tankens verden ligesom fra erfaringens. Jeg skulle bare vælge.
Lad os se, sagde jeg til mig selv, vi kvinder kræver stemmeret. Hvad har vi da at påberåbe os som kan berettige os til at tage del i rigets styre?
Vi svenske kvinder plejer at fæste opmærksomheden ved selve den stemmeretsbevægelse der er opstået blandt os i løbet af få år. Vi roser os af vore 170 stemmeretsforeninger, af de mængder af brochurer vi sender ud, af de foredrag vi holder. Vi minder folk om at vi er 30.000 kvinder der er gået ind i organisationer som kræver stemmeret, og om vor store adresse med de 140.000 navneunderskrifter. Men ved nærmere eftertanke fandt jeg at det ikke nyttede at påberåbe mig dette. Ville man ikke simpelt hen svare mig at de svenske kvinder som ikke krævede stemmeret, alligevel var mange flere end dem der ønskede den?
Vi plejer også at henvise til hvor mange vi er som nu tjener til føden ved eget, aflønnet arbejde. Men staten betaler vort arbejde ringere end mandens og udelukker os stadig fra en del stillinger. Vi har brug for at få en hånd med i lovgivningen for at dette kan blive rettet. Vi ønsker ændring i den gifte kvindes økonomiske stilling, og vi ønsker at hun får ret til at bestemme over sin egen person. Men vil man nogen sinde give os svenske kvinder stemmeret af disse grunde? Man ville sikkert svare at disse retfærdighedshandlinger vil blive gennemført uden vor medvirken, på samme måde som den lige arveret og meget andet der er blevet os bevilget.
Skulle jeg fremhæve det arbejde som vi kvinder har udført og udfører som sygeplejersker, som diakonisser, som slumsøstre, som frivillige inden for fattigvæsenet? Man ville svare mig at netop dette viser hvilken magt religionen udøver over kvinderne. Stemmeret til kvinderne, det ville betyde et genopstået præstevælde.
Eller skulle jeg betone at kvinden såvel som manden kan aflægge akademiske eksaminer, at hun har vundet ry som opfinder og opdagelsesrejsende, at hun står i spidsen for forretninger, og sige at når hun på disse felter kan kappes med manden, så vil det sikkert også vise sig at hun har evner til at sætte sig ind i det parlamentariske liv? Jeg ved at man ville svare mig at hvis der skulle findes en og anden kvinde som man gerne ville bevilge stemmeret, så er der tusinder som man ikke vil unde denne ret, og da man ikke kan lovgive for undtagelserne, må alle undvære.
Men har vi da intet udrettet som kan berettige os til de samme krav til tilværelsen som manden? begyndte jeg at spørge mig selv. Vor tid har været lang på jorden, lige så lang som hans. Er den gået sporløst hen? Har vi intet skabt som er af uerstattelig værdi for livet og kulturen? Ud over at vi har sat mennesker i verden, har vi da ikke gjort nogen indsats for helheden? Jeg ved dog at kvinderne før vor egen tid ikke har ødslet deres liv bort som legende børn, de har arbejdet. Jeg ser på malerier og kobberstik, på billeder af gamle kvinder fra gamle dage. Deres ansigter er slidte og strenge, deres hænder en knudrede. De har ikke siddet som sløve fanger i et harem, de har haft deres bestræbelser og deres interesser. Hvad har de udrettet?
Jeg stiller mig foran Rembrandts gamle borgerkvinde, hende med de tusind rynker i det kloge ansigt, og jeg spørger hende hvad hun har levet for. Sikkert ikke for at blive dyrket af mange mænd, ikke for at styre en stat, ikke for at vinde en akademisk grad. Og dog kan det arbejde hun har beskæftiget sig med, ikke være noget ubetydeligt. Hun er ikke gået tom og dum gennem verden. Mænds og kvinders blikke hviler hellere på hendes ældede ansigt end på den yndigste unge skønheds. Hendes liv må have haft et indhold.
Vi ved alle hvad den gamle kvinde svarer på mit spørgsmål. Vi kan læse svaret i hendes milde og gode smil: Jeg har ikke gjort andet end at skabe et godt hjem.
Og det er netop hvad de ville svare, kvinderne, hvis de kunne stå op af deres grave, slægtled efter slægtled, det ene tusindtal, den ene million efter den anden: Vi har ikke gjort andet end at bestræbe os på at skabe et godt hjem!
Der var ikke mange som ville svare anderledes! En og anden klostersøster ville råbe at hendes livs mål havde været at tjene Gud, en og anden regentinde ville erklære at hun havde tjent staten. Men deres skikkelser ville forsvinde i mængden. Deres stemmer ville ikke blive hørt blandt alle dem der svarede: Vor bestræbelse har været at skabe et godt hjem.
Vi ved alle at dette er sandt. Vi ved at hvis vi spurgte mændene, hvis vi kunne stille dem op slægtled for slægtled, tusinder og millioner efter hinanden, ville det ikke falde nogen af dem ind at svare at de har været til for at skabe et hjem. Det har været kvindens sag. Der er ikke nogen mand som vil tage æren for at have skabt hjemmet.
Og vi ved at det er unødvendigt at forske efter noget andet. Vi ville intet finde. Vor gave til menneskeheden har været hjemmet, dette og intet andet. Vi har bygget på denne lille bygning siden vor mor Evas tid. Vi har ændret planen, vi har eksperimenteret, vi har opdaget nyt, vi har genbrugt gammelt, vi har tilpasset os selv. Vi er gået ud og har tæmmet dem af de vilde dyr som hjemmet havde brug for, vi har blandt markens urter fundet kornsorterne, de frugtbare træer, de velsmagende bær, de smukkeste blomster. Vi har indrettet vort hjem og prydet det, vi har udarbejdet dets skikke, vi har skabt opdragelseskunsten, hyggen, høfligheden, den muntre, behagelige omgangsform.
Det er for hjemmet vi har været store, for hjemmet har vi også været nøjeregnende. Ikke mange af os har stået sammen med Kristina Gyllenstierna på Stockholms mure og forsvaret en by, endnu færre er draget ud sammen med Jeanne d’Arc for at kæmpe for fædrelandet. Men hvis fjenden nåede helt hen til vor egen dør, da stod vi der med karkluden og fejekosten, med den skarpe tunge og den kradsende hånd, parat til at kæmpe til det yderste for at forsvare det vi har skabt, hjemmet.
Og denne lille bygning der har kostet så megen møje, er den lykkedes, eller er den mislykkedes? Er denne kvindens indsats i kulturen ringe eller værdifuld? Er den værdsat eller foragtet?
For at få svar behøver vi bare at lytte til de ytringer vi hele tiden hører omkring os. Hvorfor går det et menneske godt i verden? Fordi hun eller han har haft et godt hjem. En anden lykkes det ikke for. Det skyldes igen den opdragelse som er bragt med fra hjemmet. Hvordan har den mand kunnet bære sine ulykker? Det er fordi hans hustru altid har sørget for at han havde et godt hjem.
Er det ikke også beundringsværdigt, dette lille fristed? Det tager med glæde imod os som spæde, hjælpeløse, besværlige børn. Det har en agtet plads til os som svage, skrøbelige gamle. Det giver manden glæde og vederkvægelse når han vender hjem dertil, træt af dagens arbejde. Det tager sig lige så kærligt og varmt af ham når verden går ham imod, som når den ophøjer ham. Der er ingen love, kun sædvaner som man følger fordi de er nyttige og formålstjenlige. Der bliver straffet, ikke for at få hævn, men for at opdrage. Der er anvendelse for alle talenter, men den som ikke har nogen, kan gøre sig lige så elsket som den mest geniale. Det kan optage fattige tjenestefolk i sin verden og beholde dem hele livet. Det slipper ingen af sine kære af syne og slagter fedekalven når den fortabte søn vender tilbage. Det er et lager for forfædrenes overleveringer og sange, det har sine egne ritualer for fester og højtideligheder, det bevarer minderne om forfædre som ingen plads har i historien. Der kan enhver være sig selv så længe han ikke forstyrrer harmonien i helheden. Der er intet smidigere, intet mere barmhjertigt i alt hvad mennesker har tilvejebragt. Der er intet så elsket, så højt værdsat som kvindens frembringelse, hjemmet.
Men da det nu forholder sig sådan at vi erkender at alt andet kvindearbejde er af forsvindende betydning, sammenlignet med det enestående som hun har udført i hjemmet, når vi ser hvor stædigt den kvindelige begavelse vender i den retning, må vi så ikke af hele vort hjerte beklage kvindebevægelsen, dette kvindernes opbrud fra hjemmet, deres emigration, ville jeg kalde det, fra deres eget, vante virksomhedsområde og ind på mandens arbejdsfelt?
De fleste mænd og en god del af kvinderne selv har sørget og været bekymrede, de har også bremset og lukket af så meget de har formået, men intet har hjulpet. Der har ikke været megen anerkendelse af den unge kvindes stræben efter arbejde, men så meget desto mere hån og latterliggørelse. De mindst tiltalende pladser, den dårligste aflønning er blevet budt hende, og hun har sagt tak og taget imod. Men det er få som har fundet noget beundringsværdigt i det. Man har haft en instinktiv følelse af at hun handlede forkert når hun forlod pladsen i hjemmet.
I disse dage foretager man de mest vidtgående undersøgelser af årsagerne til emigrationen. Man finder at den skyldes økonomisk pres, lyst til ligestilling og frihed, længsel efter forandring, lokkende eksempler …
Men har man dermed sagt tilstrækkeligt? Føler vi ikke alle at denne voldsomme løsrivelse fra den fædrene jord synes at være forårsaget af en uforklarlig og uimodståelig tvang? Vi sammenligner det med sygdom, dette som driver tusinder og atter tusinder bort fra kendte omgivelser og elskede pårørende til fremmede lande for at tilpasse sig en ny natur, lære et nyt sprog, tilegne sig nye arbejdsmetoder. Lønnen står hen i det uvisse, men ubehaget og vanskelighederne er sikre og uundgåelige. Må det da ikke være en stor naturens lov der sætter udvandrerskarerne i bevægelse?
Vi andre tør knap gøre noget for at bremse det, for vi ved at så længe der findes et stykke uopdyrket jord på jordens overflade, så længe vil der findes nybyggere som søger dertil. Man vil aldrig kunne forbyde mennesker at opfylde jorden og gøre den beboelig.
Derfor er der heller ingen som ler ad emigranten, og jeg tror at det snart er forbi med at gøre nar af den arbejdende kvinde. Man vil forstå at da hun blev drevet til at emigrere fra hjemmet, var det ikke kun af økonomiske årsager, ikke kun af begær efter ligestilling, ikke af lyst til forandring og frihed. Dette har alt sammen spillet en rolle, men der er også noget andet. En tvang, stærkere end hendes egen naturs tvang, et pust af det uforklarlige i verden har sat kvinderne i bevægelse. Man vil forstå det, og man vil ikke mere bremse og lukke af. Gulnende hvedemarker, nye storbyer, opblomstrende stater viser os hvor emigranterne har fundet deres vej. Kvinden skal måske også engang vise at da hun trængte ind på mandens arbejdsområde, ville hun lægge vildmarker og ørkener under kulturen.
Men inden vi vover at forudsige noget om fremtiden, lad os så se på hvad manden har udført på det arbejdsfelt som han har helliget sig! Og allerførst: Hvori har hans arbejde bestået? I de tusinder af år hvor kvinden har arbejdet på sin lille frembringelse, hjemmet, hvad har manden udrettet som det fornemste og største?
Der kan ikke være nogen tvivl om svaret. Manden har skabt staten. For den har han tjent, for den har han lidt. Han har givet den sit overmenneskelige arbejde som dens overhoved, han har vovet livet for at reformere den. Han har skænket den sine mest dybsindige tanker, stillet sig foran kanonmundingen for at forsvare den. Han har bragt dens områder sammen, udarbejdet dens love, indordnet folkeklasserne i denne uendeligt kunstfærdige frembringelse der omfatter os alle og forener os som lemmer i en krop.
Aldrig skal man nægte manden hans store ære som samfundsskaber. Ikke kun den store helstat, men også alle disse små og store organisationer som den indbefatter, er hans værk. Så snart vi går uden for hjemmets fire vægge, møder vi ham og kun ham. Han har skabt gården, landsbyen, kommunen, byen; han har oprettet kirken, universitetet, industrisamfundet; alle de stater i staten som vi kender, er helt fra begyndelsen hans værk. Han er den største opbygger af menneskelige myretuer, han står aldrig alene, tilhører altid en sammenslutning. Ingen mand æres så meget som statsmanden, som den store regent, fordi vi føler og forstår at mandens fornemste gave til kulturen er den velordnede, stærke, beskyttende stat.
Men nu må vi kvinder nok spørge os selv: Er det muligt for os at sammenligne vor lille frembringelse, hjemmet, med mandens stolte værk, staten?
Lad os da først fastslå én ting! Det er ikke min mening at sige at hjemmet, sådan som jeg netop har fremstillet det, er virkeliggjort overalt. Hvis det forholdt sig sådan, da ville menneskeheden sandsynligvis stå ved sit mål, og ingen reformer eller fremskridt var nødvendige mere. Naturligvis ved jeg at de fleste hjem ikke er fuldkomne, og at mange er dårlige. Men de gode, de lykkelige hjem findes dog. Vi har set dem. Vi har levet i dem. Vi har måske ikke selv haft dem, men vi kan vidne om at de eksisterer. De er ikke kun en drøm. Kvinder kan skabe dem i fattigdom og i rigdom, i ringhed og forfinelse. De har til huse i kongeborgen og i husmandens hytte. Det gode hjem er noget som virkelig findes.
Men nu staterne?
Disse vore store hjem, så vanskelige at bygge, rejst med sådan en anstrengelse, vædet med så meget blod og så mange tårer, opført med de største personligheders, de dristigste geniers hjælp, eksisterer eller har der eksisteret nogen af dem som har tilfredsstillet alle sine medlemmer? Er de ikke til stadighed midt i et reformarbejde? Vil man ikke endnu i dag omforme dem fra bunden og hele vejen op? Rummer de ikke til stadighed grunde til utilfredshed og bitterhed?
I Runebergs Nadeschda siger Ruslands tsar, kejserinde Katarina, til sin ven, fyrstinde Natalia, da de taler om hendes hjem:
Hvilken lykke at kunne nå ud
til alle,
at kunne hele alle fejl,
at ville skabe et lille paradis af
glæde og lykke
blot med hjertets vilje!
Katarina var kvinde, men her taler hun ikke som kvinde, hun taler som regent over jordens største rige. Hun ved, og enhver statsmand ved, at staten kan skabe orden og sørge for forsvar, men hun er gennemtrængt af en følelse af dens begrænsning og afmagt i andre henseender.
Eller hvor findes den stat hvor ingen børn strejfer hjemløse omkring, hvor intet ungt menneskefrø går til spilde, men hvor alle unge opdrages i glæde og med sagtmodighed sådan som det er børnenes ret?
Hvor findes den stat som lader alle sine fattige gamle få en tryg og påskønnet alderdom, sådan som det sig hør og bør for dem der nærmer sig livets afslutning?
Hvor findes den stat som ikke straffer for at hævne sig, men ene og alene for at opdrage og oprejse sådan som det tilkommer os kloge og målbevidste mennesker?
Hvor findes den stat der kan tage vare på enhver begavelse? Hvor den, i hvilken den ulykkelige bliver lige så godt behandlet som den succesrige?
Hvor findes den stat der ikke huser fremmede folkeslag som den ikke kan gøre lykkelige? Hvor den stat som giver alle lejlighed til at leve deres eget frie liv, så længe de ikke forstyrrer harmonien i helheden? Hvor den stat i hvilken ingen af dens medlemmer får lov til at gå til spilde i dovenskab, i druk, i utugtigt levned?
Man svarer mig måske at det ikke er det som staten vil. Den vil orden og forsvar. Men i så fald: Hvorfor beskæftiger den sig med alt dette andet? Det gør den fordi den ved at den stat ikke kan holde sig oppe, som ikke vil skabe lykke. Det må den fordi den har brug for at blive elsket af høj og lav. Staten må være et redskab for trivsel, tryghed, opdragelse, kultur, forædling. Det er gennem den at menneskeheden vil få sine dristigste forhåbninger virkeliggjort.
Fejlen ligger heller ikke i at staterne ikke stiller tilstrækkeligt store krav til sig selv, men i at det hidtil af en eller anden grund har været umuligt at opfylde dem.
Her er det nu på tide at komme med en påmindelse. Jeg har vovet at sige at hjemmet er kvindens værk, men jeg har aldrig sagt at hun har skabt det alene. Til held for hende og for alle har hun altid haft manden ved siden af sig. Husbond og husmor har siddet side ved side.
Havde kvinden stræbt alene, ville hun aldrig have løst opgaven. Hjemmet ville ikke have eksisteret, hverken som drøm eller som virkelighed.
Men ved frembringelsen af staten har manden stået alene. Der har stået en dronning ved kongens side under kroningsbaldakinen, men hun har ikke været med som dronning, kun som hustru. Intet har tvunget manden til at tage kvinden med ind i retssalen, i ministeriet, i varehuset. Han har stræbt alene med sine tunge hverv. Hvor længe gik han ikke også som læge alene på sygehusene? Han går stadig alene til sin præstegerning. Han laver selv sin mad på kasernen, han opdrager og terper i drengeskolen. Han har påtaget sig det sværeste af alt, at sørge for de fattige, han har ikke været bange for arbejdet.
Men er det lykkedes for ham?
Hvad vidner hadet mellem samfundsklasserne om? Hvad vidner de dumpe råb nedefra om, hele truslen om omvæltning? Hvad vidner alle de arbejdsløses klager om? Hvad vidner udvandringen om? Vidner alt dette om at det er lykkedes for ham, om at det nogen sinde vil lykkes?
Og se nu! Netop i dette øjeblik i tiden hvor staterne vakler, hvor beundringsværdigt de end er opført, hvor den sociale omstyrtning synes at stå for døren, da er det at den store kvindelige invasion på det mandlige arbejdsfelt, på statens område, tager sin begyndelse!
Betyder det noget? Eller betyder det kun at kvinden ønsker sig bedre livsvilkår, ligestilling, forandring, frihed, magt? Hvorfor kom den da netop nu? Man skal være blind for ikke at se det, døv for ikke at høre det.
Eller hører hun noget i sig selv der kalder og maner: Gå ud i nyt, hårdt arbejde! Tag pladsen ved jernbanebommern, fej gaden, skriv rent på kontoret, sælg frimærker på posthuset, undervis langt ned i underskolen, sid ved telefonen, vær hjælper ved operationerne, gør alt dette ubetydelige arbejde, og vær vis på at det ikke er spildt!
Vær frem for alt overbevist om at det har været nødvendigt! Du må ind alle vegne, du må være for hånden overalt hvis staten engang skal kunne blive elsket som et hjem. Vær vis på at din arbejdskraft der nu er så ringeagtet, snart vil blive værdsat og efterspurgt, ja, lagt beslag på over evne. Vær vis på at på samme måde som lægen ikke mere kan klare sig uden sygeplejersken, vil præsten og fattighusforstanderen benytte sig af diakonissen, fabriksejeren af den kvindelige inspektrice! Vær vis på at vi snart vil findes overalt, i ødemarker og i storbyer, med mange, nu ukendte titler og fag, men alle arbejdende for det fælles mål!
Ak, vi kvinder er ikke fuldkomne væsener, I mænd er ikke mere fuldkomne end vi. Hvordan skal vi nå frem til det som er stort og godt, uden at hjælpe hinanden?
Vi tror ikke at værket vil gå hurtigt, men vi tror at det ville være synd og dårskab af afvise vor hjælp. Vi tror at Guds vind fører os. Det lille mesterværk, hjemmet, var vor frembringelse med mandens hjælp. Det store mesterværk, den gode stat, vil blive skabt af manden når han for alvor tager kvinden som sin medhjælp.
