Det er kommet dertil at jeg ikke længere udelukkende kan skrive klovnerier og sproglege på min avis. Jeg fastholder hovedprincipperne, men fremover vil jeg ikke gøre det konsekvent: 1. At jeg selv skal have grinet. 2. At jeg ikke må skrive om virkelige personer. Jeg ikke trække mit vejr hvis jeg skal give den som en diplomatisk Benny Andersen min tid ud. Der er ikke noget der er sort-hvidt, men min tredje forfattervens fars udsagn om at friheden ikke kan gradbøjes er der så vist noget rigtigt i. Jeg er ikke en udpræget fri person fordi jeg har mine psykiske sygdomme at indordne mig under og sygdom er hver mands herre. Men når min læser læser skal der saft kræft ædemig være en markant og høj grad af fortrolighed og netop frihed.
Det er yderpositionerne mildhed-spat jeg undersøger. Ting der enten er for hyggelige eller for kradse for Facebookpublikummet osv.
Mørket hører med. I en romanforfatters karaktertegning og handlingsforløb glider det ind. I et digt er det spændt op mellem papirets fire hjørner. For en blogger der er indlejret i det vi kalder selvpromoveringsbølgen er grænsen mellem værk og forfatter trukket formelt anderledes. Men ikke alt er holdningshelvede. Der findes stadigvæk stilistisk udfordrende sprog fordi der stadig findes sprog.
Litteraturen har tvunget sig selv derhen hvor de traditionelle former, for mig, nærmest er blevet arkaiske. Der kan endnu skrives digte som jeg kan bruge. Der kan endnu læses romaner som jeg kan bruge. Rundt om mig, i hele verden, fremstiller folk sig selv på nettet. Spørgsmålet om hvorvidt det lykkes for personer der ikke er ”skrivende” må jeg besvare med umiddelbar skepsis. Er der nogen frihed i at spejle sig i en dilettants sprogvirkelighed, sprogverden og livsform? Men hvem siger at vi ikke alle sammen bevæger os mod at være skrivende? Der udfoldes meget sproglig aktivitet på nettet. Ikke alt er lort. En Facebook kommentar kan lyse af engagement og lidenskab. Livsmod. Hvis man ikke kan holde Facebook ud må man, som jeg, lave en blog.
Hvad mener jeg så om den frihed? Hvad er frihed? Aner det ikke høhø. Men friheden til er mere menneskeligt interessant end friheden fra. Friheden til er først og fremmest friheden til livsudfoldelse. Jeg går ud fra at både Benny Andersen og vi kunne også nævne Lars von Trier og talrige andre har været ”for tæt” på ”nogen” i deres opvækst. Akkurat som jeg og så mange andre dybt forskellige mennesker. Jeg kan ikke bruge disse to i min udvikling. Og vigtigere: Jeg kan ikke bruge dem i min frihed. De er blevet tæsket med den sorte skoles velopdragenhed. Jeg er blevet tæsket med Facebook.
Jeg er ikke bange for mandlige forfattere der fremstiller sig selv som gennemført, gennemlyst joviale. Jeg får bare kvalme. Blogging er relativt enkelt hvis man finder nogle ganske få principper at arbejde ud fra og uhøjtideligheden tiltaler mig. Ind ad det ene øre og ud af det andet. Og så med ét en øreprop der har betydning fordi den handler om fri livsudfoldelse.
