Du har ikke erkendt over for dig selv, at du har nogle psykiske ting der skal tages vare på stille og roligt.
“Jeg er normal.”
Løverne kan heller ikke lide dig.
“Det er noget vrøvl.”
Du blev slæbt ud ved kraniet under forestillingen i onsdags.
“Bitten er skruk. Folk må ikke være så kantede, når de oplyser mig om mig selv.”
Kantede?
“Nådesløse, når de fortæller mig om mig selv.”
Men jeres seneste nummer hedder “Kvajet fra Stenbroen”.
“Ja.”
Ja.
“Men det er ligesom hulens, hulens svært at erkende overfor sig selv at man har indtil flere sindslidelser, når det overhovedet ikke passer til mit selvbillede. En glad og fro fyr. Og fri.”
Det forstår jeg godt.
“Det er det sværeste jeg har været med til, simpelthen. Psykiatrisk sygdomserkendelse. Det sværeste.”
Det må være meget svært.
“Lad os tale om noget andet. Det var mig der stjal mine egne gardiner.”
Måske havde du et latent ønske om at nogen skulle se dig stå i mærkelige stillinger gennem ruden i campingvognen og simpelthen brase ind og overdænge dig med kærlighed.
“Det er meget godt set. Men problemet, som jeg ser det, er at jeg netop ikke står i de ret tossede stillinger alene, når jeg netop er alene.”
Det er selvfølgelig et problem.
“Ja.”
Jeg håber. Ja. Jeg håber et eller andet.
“Så længe du håber et eller andet hænger jeg gardinerne på plads igen.”
Med hvilket formål?
“Det skal der ikke herske nogen som helst tvivl om.”
Så længe de gardiner skjuler dig når du er allermest privat er der ingen grund til bekymring. Du vil snart få det meget bedre.
“Ja. Det tror jeg du har ret i. Jeg har det allerede bedre.”
Så hurtigt kan man altså ikke få det bedre.
“Jo.”
Man skal klappe hesten.
