Kierkegaard er kolossalt uklar og kolossalt lidenskabelig i kapitlerne om Job i skriftet Gjentagelsen. Den pietistiske strenghed der kendetegner og gennemstømmer disse tankebevægelser bør minde os om at Kierkegaard ikke kan alt, Monty Python, barok sidebemærkning uden sammenligning i øvrigt, kan heller ikke alt, alt med måde og dertil at han var umanerligt strengt opdraget og dertil svært sindslidende. Boksekampene med sindslidelsen fylder ind til videre 10-15 procent af det jeg har læst. Det er simpelthen psykotisk, hedder det i lægefaglige termer. Jeg læser Kierkegaard, men at sige at jeg altid vender tilbage til Kierkegaard og at alt er sagt bedst hos Kierkegaard er religiøs fundamentalisme af værste skuffe som bruges af oppustede egoer verden over. Jeg er lige nu rystet i min grundvold over det jeg har læst. Det renhedsideal der fremholdes er umenneskeligt, hvis ikke nærmest menneskefjendsk. Religiøst vanvid. Sort tale. Hvis Kierkegaard fortsætter på den måde ret meget længere må jeg læse ham på hovedet, bruge ham som bogstøtte eller elg, jeg udelukker ikke muligheden for at han kan blive en glimrede elg, eller bare hengive mig til min barndoms helt Carl Barks. Den slukørede Anders And der forbliver nogenlunde ukuelig og optimistisk og stille efter nederlagene trods det at han næsten altid fejler med sin ilterhed holder jeg meget af. Steinbeck er tættere på det Nye Testamentes revision af Det Gamle Testamente end Kierkegaard er kommet ind til videre i mine nu to måneder lange, mestendels givende studier af mine syv tænkere. I En Dejlig Torsdag er persongalleriet for mig en spejling af modsætningerne i en person. Det må have været rædsomt at bo i København som intellektuel i begyndelsen af 1800-tallet, “Tiden er ussel”, men det er altså ikke, og skal ikke være, vores hovedpine i dag. Det er ofte dejligt for mig at læse Kierkegaards Qualer, Frygt, Bæven, Angest for så føler jeg mig ikke så alene i mine egne kvaler, men man skal ikke overdrive læsningen af ham. Dertil er han for farlig, jeg har ikke et bedre ord. Der er noget på en gang rædselsvækkende og trøsterigt og morsomt over Kierkegaards menneskelige virkningshistorie som atomkraftværkerne Dreyer og Munk fanger nogenledes smukt ind i Johanneskarakteren i Ordet. Enhver præst der ligefrem prædiker over Kierkegaard skylder menigheden den oplysning at manden var 15 procent suspekt og sølle 62 procent mand. Det er da derfor han blev en nyttig idiot for Tiderhverv og Dansk Folkeparti.
