Home Non-categorized Uffe Harlbrücken: Om særskattekontoen

Uffe Harlbrücken: Om særskattekontoen

1242

“Det er vel ikke nogen bedrift at elske dem der har små åndsevner og er kommet i økonomisk og social klemme. Men jeg skal liige træne mit sprog her, for hvor er det sjældent man ser dem beskrevet anderledes end netop som ‘dem’. Vi, der ved bedre, må minde de såkaldt svage i samfundet om at de virker svage fordi de bliver snydt så vandet driver. De bliver ikke snydt fordi har få åndsevner men fordi de har arvet social depression. Det er da ikke rimeligt for dem. Det er da heller ikke rimeligt at vi der ikke har arvet social depression og forarmelse bliver ved med at lade som om at der er lige adgang til produktionsmidlerne hvad enten man lige har en god ide eller ej. Dem der kaldes svage forstår. De slæber nemlig rundt med en hjerne der vejer halvandet kilo. Den eneste grund til at de virker så klodsede og generte er at de har arvet social depression. Vi skal holde op med at snyde andre mennesker og vi skal se hinanden i øjnene. Hvordan er det kommet dertil at vi der er stærke bare får fribillet til at køre endnu længere ud af den økonomiske tangent hvor vi forsøger at indhente vores evigt flygtende oppustede egoer? Hvad er der så rædselsfuldt ved at tale med en person der har arvet social depression? Nej, det er ikke penge der er svaret. Det er empati, omsorg og forståelse. Medleven. Ikke almisser. Ikke populisternes løgne. Ikke Enhedslisten, jo, Enhedslisten et stykke ad vejen, men vilje til at blive venner med høj som lav. Det skal stoppe nu. Hvis vi kun er venner med dem der ligner os selv, så skrumper vores verden ind og vi bliver fattige af ikke at give. Ligesom et menneske kan blive fattigt af ikke at sige stop for empati, omsorg, forståelse og medleven. Dem der dybt nede skammer sig over at være sig selv nærmest og finder på alle mulige, mere eller mindre skumle og private sprog om deres selvfølgeligt opofrende indstilling, giver jeg ikke en fjer for. Deres røst vil jeg ignorere og jeg er ikke et parlament der skal fungere på demokratiske præmisser. Jeg er sådan en der erkender stykkevis.

Nu skal den socialistiske stat købes tilbage og det skal den af solidariske rige. Særskattekontoen er stedet hvor solidariske rige opfinder deres egen rimelige topskat og sætter penge ind. Særskattekontoens midler er båndlagte indtil der igen kommer en rød regering i Danmark som derefter disponerer over det fulde beløb uden mulighed for at gemme penge væk eller investere dem i andet end Danmarks fremtid.”

(Uffe Harlbrücken er en opdigtet figur. Du kan tegne ham med to boller, en mindre oven på den større. Husk ben og arme i passende størrelser. Se til, at han ikke løber væk.)

Previous article”Jeg sagde at han skulle tygge lidt over reolerne med nærhed og nu har han spist en kælk”
Next articleHvad består søvn af, foruden en mand der sidder og jodler i et hjørne?
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)