Enhver anvendelse af ordet behov får hårene til at rejse sig på ryggen af mig. Når en person bruger ordet fortæller det mig basalt set at vedkommende er kommet til kort over for sig selv, er løbet sur i sig selv, og ikke kan finde ud af det og i grunden er parat til hvad som helst. Enhver musiceren med sprog eller andre instrumenter får behovet for dette ord til at svinde ind. Rufus Wainwright synger: I need you, I don’t need you i samme sætning og er dermed inde på noget af det samme. Behov er ikke latterlige men upoetiske. Det er et ord som ikke kan bruges i en poetisk sammenhæng. Et uord. At navigere i forhold til kærlighed kan det efter min mening ikke bruges til. Hvorfor ikke? Selvfølgelig fordi man ikke kan have medlidenhed med en person på grund af et behov. Man kan have medlidenhed med en person der har det skidt, er ulykkelig eller ked af det, men man bliver nødt til at bruge sproget til at forklare. Læse bøger eller opleve kunst på anden måde når ordene ikke slår til. Men her er der heller ikke tale om “behovet for kunst”. Det er hengivelse. Eller blot og bar afhængighed. Her har englænderne det store ord “want”.
