Ingen forstod hvorfor Bob Dylan satte strøm til sin musik i midten af ’60erne. Jeg forstår det godt, for alle andre gjorde det. Havde de forventet at han ville gå rundt med et strå i munden i 50 år? Personligt synes jeg det er sværere at forstå hvorfor cool fyre overgiver sig til at whine på britpop sange. Richard Ashcroft er så cool at det virker utænkeligt at han behøver gøre andet end at være cool for at få et liv, han selv synes er meningsfuldt. Og så begynder han at whine. Skide skægt!
Forstår heller ikke de tre amerikanere der i 1965 tog over Atlanten for at forsøge at hypnotisere The Beatles til at stoppe med at lave gode sange. En af dem hed Gregor. Hvad spiste han til morgenmad den 1. april? De fandt ham overgroet med lianer.
