Hölderlin Fugaerne lyder som noget seriøst shit, men det er noget forfatteren selv har fundet på. Det fandt jeg ud af ved at google det. Hölderlin viste sig at være en svensk pianist og en fuga er åbenbart en slags kasserolle. Jeg blev meget klogere da jeg havde læst bogen. Jeg, jeg, jeg. Men da jeg havde læst den helt til ende var det som om jeg ikke var blevet klogere alligevel. Jeg googlede hele første side af bogens brødtekst ord for ord og blev stadig ikke klogere. Var hele denne kæmpemæssige oplevelse noget Vrisser Hoogloobder bare havde fundet på? Det var noget tungt noget. Noget jeg, i mangel på et bedre ord vil kalde: lerdej. Et mærkeligt ælte at komme igennem. Ligesom at gå i en skov eller noget. For mig er der to slags bøger: dem der giver en næsten fobisk kvalme, ja, udtrykket har jeg såmænd fra et kursus på et firma der hedder University of Cambridge. Og så er der dem der er ligesom Hölderlin Fugaerne. Hvad bilder Vrisser Hoogloobder sig ind? Det må være det folk kalder kvalitet, men hvad skal jeg stille op med det? Det føles som et kompas men det er da en underlig form for kompas. En bog med bogstaver mener jeg. Det føles som om jeg ikke er alene mere, men det er da en underlig form for måde ikke at være alene på. En bog. Jeg vil anbefale denne bog til alle der er præcis ligesom mig. Han skal være en mand. Han skal eje alt det jeg ejer helt ned til skoskabet der ikke vil lukke. De blå sko er nogen jeg har lånt, men dem skal han have lånt. Han skal være en 43-årig mand med store drømme. Han skal ligesom forholde sig skeptisk over for drømme. Ønsker vil han ikke have med at gøre. Hmmm.
