Du virker rigtig i stødet i dag.
”Jeg bemærkede gardinerne. Det er svovlgardiner. Dem skal du være lidt forsigtig med.”
Det er ganske almindelige gardiner købt hos Vartex i Brovst.
”Det var en vits.”
Du virker rigtig i stødet. Jeg kan ikke sige andet.
”Jeg har en maskulinitet.”
Det må jeg indrømme. Du er yderst tiltrækkende. Jeg er bare en gyselig lille journalistrumpe der kører med klatten i mine udsendelser om bemærkelsesværdig kulturradikalisme og postmodernisme. Jeg skifter jer ud uge efter uge.
”Du finder, efter mine begreber, frem til en del kunstnere der bliver en succes.”
Ja tak!
”Jeg har ikke de psykiske kræfter til at have en elskerinde.”
Hvad med mig?
”Du er over al måde tiltrækkende.”
Hihi. I lige måde.
”Så lidt. Skulle det være en anden gang.”
Det var virkelig pænt sagt.
”Jamen min kompliment bliver ligesom lidt phony fordi det er sagt foran seere.”
Seere?
”Ja. Jeg mener bare: Vi er i fjernsynet.”
I flimmeren.
”Nå ja. I flimmeren så.”
Hvorfor sagde du ja tak til at medvirke i mit program, når du ikke har de psykiske kræfter til at have en elskerinde?
”Jeg kan ikke se de to ting har en fis med hinanden at gøre.”
Hihi.
”Hihihi.”
Hahahaha!
”Hihihi.”
Ville du gerne have de psykiske kræfter til at have en elskerinde?
”Nej.”
Hihihi.
”Hihi.”
Popmusik handler meget om scor.
”Bingo!”
Hahaha.
”Hahahaha.”
Men er det ikke kærlighedsbegrænsende og livsbegrænsende ikke at have de psykiske kræfter til at have en elskerinde?
”Nej.”
Du repræsenterer en sær form for modenhed som jeg med mine lyse øjne har det ambivalent med. Jeg føler mig utryg ved dig når du ikke vil knalde. Ikke engang med blikket vil du knalde med mig.
”Hihihi. Jeg skulle nok have taget solbriller på.”
I wear dark glasses to cover my eyes. There are secrets in them that I cannot disguise.
”Hilsen Bob Dylan.”
Hihi. Ja. Hilsen Bob Dylan.
”Der er noget næsten livserotisk bare ved navnet. Bob Dylan.”
Jooo.
”Nå men hvad skal vi nu tale om?”
Du vil ikke tale om at du stadig er usandsynligt tiltrækkende?
”Nej.”
Godt.
”Tak.”
Hvad vil du råde de unge til?
”Kierkegaard ville nok råde de unge til at tænke på deres Skaber.”
Jeg begynder at forstå dig.
”Hvorledes mener du?”
Nej, jeg begynder at forstå hvorfor du ikke har de psykiske kræfter til at have en elskerinde.
”Det er godt. Hvorfor?”
Jeg kan lide dig.
”Tak. Jeg kan også lide mig. Jeg kan også lide dig.”
Godt.
”Hahaha.”
Hihi.
”Livet er indviklet. Og det bliver ti gange mere indviklet af at vi er her sammen alle sammen. Du og jeg, Katarina, fx.”
Det er sandt.
”Der er grunde til at være anfægtet og urolig når man samtidig er så intens som jeg.”
Ja.
”Forstår du hvad jeg mener?”
Næh. Hihi.
”Hihi.”
Hvad er der egentlig galt med dig?
”Depressiv, gak, fasisk, humørsvingende, svigtende realitetssans.”
Hmm. Ser man det… Eksotisk.
”Hahaha.”
Hihi.
”Bliver nemt træt.”
Er du træt af mig?
”Overhovedet ikke. Jeg er glad for at tale med dig og for at reklamere med min og andres version af kunst. Verden er lidt forvænt og forskruet hvad det angår. Når man ser eller læser eller oplever et kunstværk er det, det drejer sig om hvordan verden ville se ud hvis det, hvis kunstværket, ikke var der. Altså hvis kunstneren ikke havde gjort sig den ulejlighed at få det lavet. Det drejer sig ikke om man har talent.”
Jeg bliver træt af kunstnere med talent.
”Nej.”
Hahahaha.
”Hihi. Hahaha.”
Vi læser din hyldest til postmodernismen op.
”Ok.”
Begge:
Hej postmodernisme!
Hej jeg-elementer!
Hej fragmentariskhed!
Hej gags og hurtige linjer!
Hej mig-mig-mig!
Hej humor!
Hej obstruktionshumor!
Hej brug-og-smid-væk underholdning!
Hej sprogbåren dramatik!
Hvordan var det at blive interviewet for første gang?
”Jeg følte mig ikke rigtig som mig selv. Lagde du mærke til det?”
Nej.
”Hihihihi.”
Hah.
”Mhihihi.”
Jeg ville bare ønske det var mig der ikke havde det psykiske overskud til at have en elsker.
”Hihi. Du vrøvler.”
Hhæhæ.
”Hihi.”
Må jeg gerne sige noget mens lyset dæmpes i studiet og kameraet er slukket?
”Tal. Sig din mening!”
Er du ikke bange for at blive leget med og forført af kvinder?
”Jo.”
Hvad mener du?
”Erfaringsmæssigt er det ret få af de kvinder jeg har du-ved-med og som du ved ikke-villet-mig som har sagt det på en måde så jeg forstod det og ikke blev ulykkelig.”
Men der har været et par stykker som har haft anstændigheden til at se dig ind i øjnene og sagt noget i stil med ‘Pas på dig selv!’
”Akkurat!”
Du er vist lidt til en side.
”Akkurat. Jeg har ikke de psykiske kræfter til at have en elskerinde.”
Pas godt på dig selv.
”Pas godt på dig selv, Katarina.”
Tak fordi du ville komme.
”Det var en fornøjelse. Velbekomme.”
Katarina var ikke helt færdig med Maradjøngade. Hun ringede til ham om morgenen 11 dage efter interviewet og ville gerne have det med realitetssans og kærlighed uddybet.
Maradjøngade: ”Det kan være at man repræsenterer noget for hinanden som den anden ikke er i virkeligheden. Det kan være man har et dybfølt og helt oprigtigt og ærligt behov for at svæve under Gud med et andet menneske. De to ting kan sagtens sameksistere. Så bliver det hele lidt for attraktivt for den der i forvejen er urealistisk. Men det er derfor vi skal være sorg-glæde mennesker og ikke frustrationsmennesker. Frustrationer klæder ikke mennesker. De klæder ikke dig, Katarina. Realistisk tabssorg. Realistisk ensomhed. Realistiske vanskeligheder ved at skille tingene ad. Realistisk længsel.”
Snøft. Snøft…
”Men jeg er virkelig ikke den rigtige til at fortælle dig disse ting. Jeg er en meget urealistisk mand.”
Bwaaaa…
”Du skal ikke bekymre dig. Op med humøret.”
Jeg er ved at blive gammel. Bwaaa… Gammel og grå…
”Det skal nok gå, Katarina. Du må gerne græde.”
Tihi.
”Hov. Hvad griner du af?”
Hihihi.
”Ikke grine… Ikke græde… Jo, gerne græde…”
Hahahaha.
”Hihi.”
