Det er sjældent man hører to mænd fløjte i hver deres ende af boghandleren. Det ved enhver. Så vil de forsøge at få lidt fred for den anden, så fløjtemusikken kan fortsætte begge steder. Selvom det ofte er den ene musikant der har sat det hele i gang. Med sit initiativ. Som igen skyldes en glæde i hans hjerte der pludselig vil ud af sit trange bur og sende toner mod himlen. Hvis den ene fløjter markant bedre end den anden vil det være den anden som kvinderne er mest interesserede i. Det er mandigt at fløjte men det er ikke mandigt at fremføre en genial melodi. Det er lige som at holde døren for en kvinde ved at løfte den af hængslerne og ødelægge døren ved at skiftevis spraymale den og smadre den med en hammer. Det er for meget af det gode. Det er at vise de bedste intentioner, men man må ikke signalere at man altid vil være der til at åbne døren og til at fløjte. Så bliver kvinder bange for livet og føler sig magtesløse og render bort til den sky af talkum der går under navnet Talkumskyen. Talkum er en måde at pudre ballerne. Man kan også vælge ansigtet. Men Talkumskyen er et meget trist sted. Det går nok alligevel. Bitten er lige kommet derfra. Hun har et projekt i og med at hun skal købe en lineal hos boghandleren. Hendes påskud for at forlænge besøget hos boghandleren er selvfølgelig de to fløjtende mænd. Hun vil lige finde ud af hvem der fløjter værst. Kroris fløjter markant bedre end Ripskid men vil gerne flirte lidt med den unge dame for at sprede lidt hyggelig energi og samtidig blive bekræftet i sin mandighed af det modsatte køn. De kunne jo være i seng sammen. De kunne ligge og knalde. Han kunne tage blusen af hende og se hendes bryster og kysse dem. Han lægger stilen om og fløjter samme melodi som Ripskid. Kun to toner. Det er musik og både Ripskid og kvinden smiler. Et smil lærer fra sig. Et smil er bare den nederste tredjedel af en cirkel men et smil lærer fra sig. Kroris har lige lært at Ripskid og kvinden er der sammen. De er sammen hos boghandleren. Man vil spørge mig om det unge par er klædt på til den snedige Kroris med hans to dristige fløjtetoner. Det er de ikke. De er sårbare og forkomne og har ikke noget hjem. Det regner kraftigt udenfor. Kvinden åbner frakken. Hun må være en form for blotter fra et krigshærget land for hun har ikke noget tøj på. Det hele foregår så hurtigt at læseren måske ikke tror mig når jeg siger at det med jakken og den nøgne krop og hjemløsheden bare er et billede på hvad der skete da Kroris og kvindens blikke mødtes. Men den slags kan mennesker kapere. Man tror somme tider ikke sine egne øjne. Ty-ty-tiiii-ty-ty-tyt!
