Min nye kæreste er simpelthen så dejlig, far.
Jo tak. Jeg har mødt ham. Din nye ven går med sørgebind fordi han ikke er berømt nok.
Jeg sagde ikke han er perfekt.
Perfekt. Hvem taler om perfektion? Manden har kuk i kasketten og er dobbelt så gammel som du.
Han går med nogen meget dybe tanker som optager ham vældig, vældig meget. En filosof.
Kære Lise, du er blevet mærkelig. Jeg er bange for, at du ikke har det godt. Sådan går det altid når en olding der hedder Manfred turtler rundt med min datter. Stol på mig, jeg har set det før. Den slags går altid galt. Du mister livsappetitten en dag af at være sammen med den sorg-fyr.
Hvordan hulen skal jeg tale dybt og nuanceret om min sorg over at så relativt få yngre danskere går i kirke? Jeg kommer nemt til at blande lige præcis denne sorg sammen med min frustration over at jeg ikke er berømt nok.
Se! Nu taler du igen som om du er blevet hypnotiseret af en psykotisk taber. Jeg håber altså ikke nogen af jer får den magt I for mig helt tydeligt længes efter. I er blevet bindegale. Jeg kan ikke lide Manfred. Jeg siger dig.
Manfred er et omvandrende lig, men vi har alle vores svagheder, far.
Døde mennesker taler for meget og det skulle de tage at holde inde med. Jeg hader deres forstyrrende knævren.
Der findes rare mennesker selv blandt de døde.
Sandt. Men de slemme blandt dem er så hensynsløse, hævngerrige og hysteriske.
Søde far. Nu går vi ind og spiser. Manfred har taget en gave med til dig. Det er et rædselsfuldt og meget dyrt armbåndsur. Vil du ikke nok kaste det ned i jorden og skabe dig lidt? Ligesom i gamle dage.
Nej for Søren jeg vil da ej!
Du var altid så kolerisk og opfarende. Kom nu far.
Jamen min uvilje forsvinder når jeg giver luft for min vrede. Jeg er for god af mig. Det er meget ubehageligt.
Du kan sagtens blive væmmelig på en både dramatisk og uklædelig måde og nu går vi ind til de andre.
