Home Non-categorized “Jo tak. Jeg har mødt ham. Din nye ven går med sørgebind...

“Jo tak. Jeg har mødt ham. Din nye ven går med sørgebind fordi han ikke er berømt nok.”

1976

Min nye kæreste er simpelthen så dejlig, far.

Jo tak. Jeg har mødt ham. Din nye ven går med sørgebind fordi han ikke er berømt nok.

Jeg sagde ikke han er perfekt.

Perfekt. Hvem taler om perfektion? Manden har kuk i kasketten og er dobbelt så gammel som du.

Han går med nogen meget dybe tanker som optager ham vældig, vældig meget. En filosof.

Kære Lise, du er blevet mærkelig. Jeg er bange for, at du ikke har det godt. Sådan går det altid når en olding der hedder Manfred turtler rundt med min datter. Stol på mig, jeg har set det før. Den slags går altid galt. Du mister livsappetitten en dag af at være sammen med den sorg-fyr.

Hvordan hulen skal jeg tale dybt og nuanceret om min sorg over at så relativt få yngre danskere går i kirke? Jeg kommer nemt til at blande lige præcis denne sorg sammen med min frustration over at jeg ikke er berømt nok.

Se! Nu taler du igen som om du er blevet hypnotiseret af en psykotisk taber. Jeg håber altså ikke nogen af jer får den magt I for mig helt tydeligt længes efter. I er blevet bindegale. Jeg kan ikke lide Manfred. Jeg siger dig.

Manfred er et omvandrende lig, men vi har alle vores svagheder, far.

Døde mennesker taler for meget og det skulle de tage at holde inde med. Jeg hader deres forstyrrende knævren.

Der findes rare mennesker selv blandt de døde.

Sandt. Men de slemme blandt dem er så hensynsløse, hævngerrige og hysteriske.

Søde far. Nu går vi ind og spiser. Manfred har taget en gave med til dig. Det er et rædselsfuldt og meget dyrt armbåndsur. Vil du ikke nok kaste det ned i jorden og skabe dig lidt? Ligesom i gamle dage.

Nej for Søren jeg vil da ej!

Du var altid så kolerisk og opfarende. Kom nu far.

Jamen min uvilje forsvinder når jeg giver luft for min vrede. Jeg er for god af mig. Det er meget ubehageligt.

Du kan sagtens blive væmmelig på en både dramatisk og uklædelig måde og nu går vi ind til de andre.

Previous articleNøvski Nøvnøv’s opgør med den herskende smag
Next articleUpselupse! Måske var David Bowie latterlig da han smilede naturligt, gådefuldt, overgivent fra scenen i sit lyseblå jakkesæt og med lyst hår mens han sang for sit millionpublikum
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)