Home Non-categorized Psykiatribrugere: Mette Frederiksen er ikke vores statsminister

Psykiatribrugere: Mette Frederiksen er ikke vores statsminister

1899

Der er masser af ting vi psykiatribrugere skal holde kæft med. Men Mette Frederiksen er ikke den rette person til at lede Danmark.

En af os.

Psykiatribrugere er en samfundsressurse – brug os.

Der bør være et galehus for hver kommune, hvor stressede psykiatribrugere kan komme ind og få fred, hvile og pleje når behovet er der og tjekke ud, stille og roligt, med ivrig vinken, derefter.

Det koster:

2 psykiatere: 1,5 mio årligt
5 psykiatrisygeplejersker: 2,5 mio årligt
Husleje, senge mv., 15 sengepladser: 500.000 årligt
Andet: 1 mio årligt
I alt, per kommune: 5,5 mio årligt
98 kommuner * 5,5 mio = 539 mio årligt

Alle borgere skal have periodiske breve fra smågalehusene. Samfundets tilstand kræver det. Jeg anbefaler endvidere at alle danskere får en journal.

Psykiatrifonden blamerer sig ved at tilbyde envejs-onlineterapi. Testamentér endelig dine penge til fuporganisationen Kræftens Bekæmpelse. Det ville Simon Spies have gjort.

Psykiatribrugeres udadvendte kernekompetencer
Tage en dag ad gangen
Bilateral samtale
Intet andet

Psykiatribrugeres indadvendte kernekompetencer
Strategier
Intet andet

Disse smågalehuse skal altså have en anden funktion: Folkeoplysning om psykiatri via gamle, garvede og glade psykiatribrugere. Hvorfor er gamle, garvede psykiatribrugere egentlig så glade? Fordi lettelsen, når den er der, er en lettelse fra både livets op- og nedture samt det syge sinds op- og nedture. Det kan vi lære meget af på alle mulige måder.

Hvad kan du gøre?

Du kan medvirke til at Mette Frederiksen bliver væltet og erstattet af Astrid Krag. Astrid Krag bør være landets nye statsminister. Mogens Lykketoft har netop udgivet sine erindringer hvor han, ligesom jeg, pointerer betydningen af politikerens karakter. Han er ikke perfid, men konstaterende og går modigt i mod vores politisk korrekte tidsånd. Politikere skal, min definition, mit ”krav”, mit ”Krag”, være *kunstnerisk begavede, filosofisk forpinte, visionære, men, desværre, overtrætte forbilleder der erkender sig selv som vrag*.

At være psykiatribruger er, blandt mange andre ting, én lang øvelse i at holde kæft, på den gode måde og at indrette sig så de gode dage bliver mange, i fællesskaber og i kærlighed. At udtrykke følelser i høje vendinger er bestemt ikke stilen. Det gør glade, gamle, garvede psykiatribrugere som jeg nødigt. Det må vi gøre gennem kunst og hvad har vi. Jeg er ikke en ambassadør. Dette er en anbefaling til danskerne og Socialdemokraterne, samt et banalt lovforslag. Jeg er ikke #skizopride, for #skizopride er en ringe strategi både personligt og fremskridtsmæssigt. Rigtig god vind fremover Mette Frederiksen. Jeg tror du vil egne dig rigtig godt til at lede en eller anden organisation hvor der både er penge og ansvar. Jeg er ikke helt sikker på du kan se forskellen, så der skulle være nok at vælge imellem. 🙂

Previous articleDaddy?
Next articleMcDonald’s [Reklame]
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)