Home Non-categorized Psykiatrisk portræt: Selvtvivlsstikkeren

Psykiatrisk portræt: Selvtvivlsstikkeren

1933

Familiemedlemmer du ikke må blive vred på er utålelige. Analyser dem eller lad en intellektuel som mig analysere dem for dig, ellers går du lidt i stykker hver gang du skal trækkes med dem.

Jeg kender til to typer: 1. Den psykopatiske der straks besvarer vrede med vrede. 2. Den konfliktfulde der ikke accepterer din vrede men stikker selvtvivl ind i dig som et spyd.

Det morsomme er at mange ikke tror man kan stikke selvtvivl ind i hinanden. Dette vidner virkelig om en afstumpet kultur med en smal dannelseshorisont og et uambitiøst, nærmest pietistisk forskruet menneskesyn. Vi tror at grænserne mellem os som udgangspunkt, både i de nære og fjerne relationer, er sunde og især at de (da) bør være det. Vi glemmer bare lige to ting: I vreden overfuser vi hinanden og en undskyldning må falde hurtigt derefter, i selvtvivlsindstikningen nærmest dræber vi hinanden. Dem der tror på sunde grænser tror ikke på det vigtigste der overhovedet er, næst efter livet og kærligheden, nemlig hinanden. Disse mennesker betragter jeg som farlige og gør dem derfor til genstand for analyse.

Denne artikels emne: Hvordan skal man forholde sig til at have et spyd i maven hvis misdæderen sidder og forklæder sig i alt muligt. Lad os nu se. En ven af mig havde indbrud for nylig. Den slags bliver man først og fremmest stiktosset af. Tænk hvis de samme tyve dukkede op igen hver tredje weekend. Sådan er det at være i familie med en selvtvivlsspydstikker der ikke kan acceptere din vrede.

Ingen er mestre i at blive bestjålet eller udsat for indbrud. I vreden kommer man typisk til at sige noget man ikke mener, men vi lagde mærke til den anden egenskab ved spydstikkeren: at vedkommende på grund af muligvis uløselige konflikter ikke kan acceptere din vrede. Overhovedet.

Her følger en længere psykiatrisk analyse af en selvtvivlsstikkers dominerende, nedladende, afstumpede og kolde personlighed.

Når jeg siger fjols eller idiot om en eller anden i mit stille sind, tror jeg det foregår ud fra et idégrundlag der består af fastholdelsen af grumme livserfaringer snarere end af en holdning jeg er kommet frem til gennem tænkning, indgående analyse, sammenligning eller afvejning. Det har intet med dom at gøre, heller ikke med en afvisning, men derimod med en interessenedlukning som jeg straks kan åbne op igen, dersom det skulle ske at den pågældende sagde noget venligt, intelligent, åndfuldt eller beåndet. Hvis man har nogen grumme livserfaringer at besinde sig på og resignere på, kan man foretage en interessenedlukning, ellers ikke.

Selvtvivlsstikkeren lider ikke i udpræget grad af angst eller usikkerhed. Der er tale om en særlig upålidelig vattethed. Der er ikke tale om uregerlighed så meget som en sløret og energikrævende eksistens. De indre konflikter resulterer i en alt for pæn, plaprende attituderelativist, der hele tiden tilpasser sig samtalens stemning i stedet for at lytte til hvad der bliver sagt af den anden. Under pænhed ligger had. Det er altså en voldsom personlighed vi har med at gøre. En der fylder alt. En der ikke tåler vredesudbrud uden at forsvare sig efterfølgende med skinhellig tavshed og som gladeligt uddeler noget så grusomt som selvtvivl, den kan man, som vi har set, *uddele* ved slemme hekseagtige manøvrer, til den stakkel der muligvis er i nær familie med vedkommende. “Vi skal jo leve på denne planet sammen, åbentbart, og det har jeg det ok med.” Sådan roser den voldsomme sig selv, af sin tilpasningsevne i forhold til verden i stedet for sin tilpasningsevne til det enkelt medmenneske vedkommende lige nu snakker med.

Familiemedlemmer der går dig på nerverne i længere perioder på grund af deres selvtvivlsstikkertilbøjeligheder skal kunne rumme at du flipper helt ud på dem. Ellers elsker de dig ikke hverken dig eller mennesker i det hele taget. Det gør de ikke. Ikke rigtig. Det er sørgeligt men sådan er det.

Previous articleSkrivekonkurrence: Hvem kan skrive det sjoveste kærestebrev, på kun to sætninger, til “Beatrice”?
Next articleOm tro og viden
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)