Jeg gik hen til havebordet og kiggede ned i den grønne lerskål. Uvejret havde destrueret mine chips. Uden dem var jeg hjælpeløs når det elendige tv-show om lidt ville tage sin begyndelse i stuens hvide lædersofa. Jeg måtte lægge andre planer for aftenen. I det samme gav det sig til at regne igen. Jeg indså at jeg havde smækket mig ude. Historien må have gentaget sig. Regnen må have destrueret mig. Nogen må have fundet ødelagte mig og de ødelagte chips og reddet begge dele på bedste beskub. Men hvorfor havde jeg et næb? Hvorfor bar jeg grønne bukser? Og hvilken rolle spillede du i historien? Jeg gik helt hen til dig. Du stod helt stille og stirrede frem for dig med sammenklemt mund. Du fnes. Jeg tiltalte dig på tyrkisk. O store Salimar! Jeg bringer dårligt nyt. Dine fødder bekriger hinanden ved at beskyde hinanden med hasselnødder som du samler op mellem tæerne. Stop det eller jeg må beslaglægge dine specialsyede tennissko. Lyttede du til hvad jeg sagde? Var du koncentreret om et regnestykke? Stod du simpelthen i dybe tanker? Det regnede for tredje gang. En lille, forpjusket mand indfandt sig. Han havde umådeligt travlt. Hvis jeg bliver ved med at fortælle ender det med at antallet af bogstaver i min beretning overstiger antallet af græsstrå.
