Home Non-categorized Eksklusivt interview med en tilbagevendt Barley Paralénsch

Eksklusivt interview med en tilbagevendt Barley Paralénsch

1229

Hvor har du egentlig været siden sidst?

”I midten af Lyngby.”

Ligger der ikke et hus i midten af Lyngby?

”Jeg opholdt mig i huset.”

Smart!

”Tja.”

Hvad har du lavet under dit fravær?

”Jeg satte mig ned og forestillede mig en ærlig mand på et skib fyldt med pirater.”

Sådan bare.

”Ja.”

Jeg troede du bare slappede af og hvilede dig.

”Det gjorde jeg lige bagefter.”

Lige bagefter? Hvor længe gik der fra du havde forestillet dig manden på piratskibet til du slappede af og hvilede dig?

”Der gik 20 minutter.”

Og hvor længe hvilede du dig i første omgang?

”Omkring to timer.”

Interessant.

”Næh.”

Hvad skete der mens du hvilede dig?

”Tilsyneladende ikke meget, men min fantasi fandt sammen med min underbevidsthed i det svimlende virvar af små bække der udgår mit bedårende sind og jeg fik en idé.”

Host host.

”Er du ok?”

Ja.

”Min idé bestod i at nærstudere denne ærlige mand på piratskibet og gøre selve det billede der dannede sig til et problem i stedet for blot et billede. Et filosofisk problem.”

Og… hvori bestod problemet?

”Jo. Denne mand, fortællingen, historien om ham… Jeg spurgte mig selv hvorfor jeg overhovedet kunne forestille mig denne ærlige, gode mand overfor de uærlige, onde pirater, når det egentlig ikke svarer til mit menneskesyn der går ud på, at vi alle både har noget godt og noget ondt i os. Hvorfor bød disse stereotyper sig til, når de ikke svarede til mit menneskesyn?”

Stereotyper kan hurtigt blive mere nuancerede for intellektet når de agerer og kommunikerer.

”Jeg mediterede atter over billedet. En række spørgsmål meldte sig. Dermed havde jeg løst udfordringen, idet jeg rent intellektuelt havde formået at rejse nogle filosofiske spørgsmål ud fra det enkle billede af en mand i lang natkjole der styrtede rundt på et skib og forsøgte at få piraterne til at makke ret: Var mandens intellektuelle overlegenhed direkte årsag til at han løj overfor sig selv om sit eget moralske mereværd? Var hans løgn og hans ondskab dermed større end de tåbelige piraters?”

Den intellektuelles dilemma: Fordi den intellektuelles selvbedrag er mere vandtæt kommer han ikke sandheden nærmere end andre.

”Den intellektuelles eneste udvej er at sabotere sin egen monolog.”

Gad vide om det er derfor Morten skriver alle de lethjertede perler af tilsyneladende nonsens?

”Karisma er en gave.”

Man må tage den gave alvorligt.

”Det er vel det den altid inspirerende Roald Fifferfis gør, når hun drikker diaglogkaffe med sine meningsmodstandere.”

Karisma er noget alle der er med på vognen tager del i.

”Man kan vel ikke gøre for at man har charme.”

Det latterlige billede af den fair mand på piratskibet kan heldigvis gøres morsomt.

”Det er der bare nogle der ikke fatter.”

Previous articleFilosofsamtalen: “Luk røven, din sølvmine!”
Next articleImponér dine forældre med Ubbe Vaf
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)