Hanvor Sejlskibe bliver født i 1994. Tolv år senere forstuver hans far foden under en skæbnesvanger tovtrækningskonkurrence på en spejderlejr efterfulgt af sækkeløb og uretfærdig saftevand uddelt i alt for små krus. Den sprogligt fremmelige dreng bliver forvirret i skolen. Han går hele tiden ind i de forkerte klasseværelser. Det viser sig senere at klasseværelserne endog har været tomme, bortset fra nærbilleder af næb. Han skribler løs i aulaen og pigerne sværmer om den usynlige dreng. Man ser kun hans skygge med den lille næse over vinduet. På trods af at han aldrig møder hverken lærere eller andre børn brillerer han i matematik og teoretisk idræt. Overalt efterlader han morsomme tekster hvilket gør ham til klassens klovn og filosof. I gymnasiet er han synlig og opnår berømmelse fordi hans skygge er modnet sammen med en klase bananer. Nu i 2017 er beslutningen taget. Han vil være hestetæmmer af i forvejen tamme heste. Han køber et armbåndsur og sætter sig på første række i byens teater sammen med kvinden i hans liv, flankeret af tamme heste der ikke kender hinanden på forhånd. Skuespillerne kan ikke undgå at bemærke det besynderlige publikum i parterret og giver den alt hvad de har i sig for at tilfredsstille parret og de nysgerrige heste. På dette tidspunkt har det gensidige kendskab mellem fruen og ham nået et så udviklet stadie at hun på forhånd ved, at han midt i teaterstykkets afvikling får brug for at eksperimentere med at skrive på løg. Hun rækker ham det første løg fulgt af de vise ord:
“Skriv lige noget på det her løg.”
Opfordringen bliver modtaget med venlighed og han skriver ordet “salat” på løget. Da han ruller det forbi de overraskede heste på hans højre side når det hen til en kinesisk skønhed som triller det tilbage, lige op i numsehullet på den mest velformulerede hest. Da den ikke har andre lyde i sit vokabular end vrinsk, prikker den Hanvor på skulderen og signalerer med et stift blik at den ønsker at løget skal blive hvor det er indtil pausen. Da tæppet falder efter første akt bæres akvarier ind i teateret som foræres til hver publikummer på husets regning. Det er meningen at man ved hjælp af medbragte årer skal padle ud af salen.
Skuespillerne er betagede og klapper ivrigt bag scenetæppet, hvad der får flere ældre herrer til at tabe deres lup.
