Home Non-categorized A propos Hanvor Sejlskibe

A propos Hanvor Sejlskibe

994

Hanvor Sejlskibe bliver født i 1994. Tolv år senere forstuver hans far foden under en skæbnesvanger tovtrækningskonkurrence på en spejderlejr efterfulgt af sækkeløb og uretfærdig saftevand uddelt i alt for små krus. Den sprogligt fremmelige dreng bliver forvirret i skolen. Han går hele tiden ind i de forkerte klasseværelser. Det viser sig senere at klasseværelserne endog har været tomme, bortset fra nærbilleder af næb. Han skribler løs i aulaen og pigerne sværmer om den usynlige dreng. Man ser kun hans skygge med den lille næse over vinduet. På trods af at han aldrig møder hverken lærere eller andre børn brillerer han i matematik og teoretisk idræt. Overalt efterlader han morsomme tekster hvilket gør ham til klassens klovn og filosof. I gymnasiet er han synlig og opnår berømmelse fordi hans skygge er modnet sammen med en klase bananer. Nu i 2017 er beslutningen taget. Han vil være hestetæmmer af i forvejen tamme heste. Han køber et armbåndsur og sætter sig på første række i byens teater sammen med kvinden i hans liv, flankeret af tamme heste der ikke kender hinanden på forhånd. Skuespillerne kan ikke undgå at bemærke det besynderlige publikum i parterret og giver den alt hvad de har i sig for at tilfredsstille parret og de nysgerrige heste. På dette tidspunkt har det gensidige kendskab mellem fruen og ham nået et så udviklet stadie at hun på forhånd ved, at han midt i teaterstykkets afvikling får brug for at eksperimentere med at skrive på løg. Hun rækker ham det første løg fulgt af de vise ord:

“Skriv lige noget på det her løg.”

Opfordringen bliver modtaget med venlighed og han skriver ordet “salat” på løget. Da han ruller det forbi de overraskede heste på hans højre side når det hen til en kinesisk skønhed som triller det tilbage, lige op i numsehullet på den mest velformulerede hest. Da den ikke har andre lyde i sit vokabular end vrinsk, prikker den Hanvor på skulderen og signalerer med et stift blik at den ønsker at løget skal blive hvor det er indtil pausen. Da tæppet falder efter første akt bæres akvarier ind i teateret som foræres til hver publikummer på husets regning. Det er meningen at man ved hjælp af medbragte årer skal padle ud af salen.

Skuespillerne er betagede og klapper ivrigt bag scenetæppet, hvad der får flere ældre herrer til at tabe deres lup.

Previous articleSpørg Den Anden Avis: “Må jeg gerne få hundegalskab og blive stoppet ind i et bur?”
Next articleNy viden: Den trojanske krig stod om ”Slet ikke”
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)