“Det er synd for menneskene: Det er synd at så mange blander anarkisme og åndsfrihed sammen for de er vidt forskellige ting.
Hvor er der mange i vores tid der hengiver sig til tilfældigheden og betoner ”tilfældighedernes spil”, men for at hengive sig til noget må man først stå i forhold til det og dermed kende lidt til det, men det er der ingen der gør i forhold til tilfældigheder. Man kan ikke blive klog på tilfældigheder, man kan ikke engang blive klogere på dem, ja, man kan ikke engang studere dem. Hvorfor så påstå at livserfaring og særligt livsduelighed blandt andet drejer sig om at blive god til at tackle dem. Det er da topmålet af arrogance. Og det er fordi denne arrogance er drejet indad mod folks kerne at jeg som forfatter synes det er synd. Det er synd for menneskene.
Sæt din fantasi fri, men kald aldrig en fri ånd for en anarkist. Åndsmæssigt er en anarkist en person der laver stor ståhej og mystik omkring tilfældigheder. Jeg er fuldstændig afklaret omkring dem. For mig findes de ikke. Folks parader ryger hurtigt op når jeg hævder det. Lyver han? Er han ekstremist? Er han en nar? Er han determinist? Er han fatalist? Nej, jeg er en der får det skidt når jeg hører folk bruge ordet tilfældigheder i forbindelse med meningen med livet. Af ren og skær medlidenhed i positiv betydning. For vi kan gøre meget for at reducere denne falske tro i vores liv, ja, vi kan gøre så meget at vi aldrig bruger ordet og det er meget.
Vi kan for det første bruge hovedet. Kvantemekanikken giver os intet som helst belæg for at sige at tilfældighed eksisterer, snarere tvært imod. Socialkonstruktivister bygger karrierer op op den, ligeså gør forfattere. Det er nihilisme og det er noget lort. Nej, send os en mand der dagen efter hans søn dør i en tsunami går på prædikestolen. Det kan man forholde sig til. Det kan man hengive sig til, det kan man resignere over og det kan man få et forhold til. Det er håb. Sørge kan man altid. Det er håb. Men jeg er ikke prædikant. Jeg er en fri ånd. Jeg er fri i forhold til spørgsmålet om jeg er løgner, ekstremist, nar, determinist, fatalist. Det er åbne spørgsmål men de er ikke væsentlige for mig. De blæser i vinden.
Når jeg kaster en terning er den limet til bordet på en måde jeg ikke forstår. Det generer mig egentlig ret meget men da terninger, alle de glimrende brætspil, ikke spiller en ret stor rolle i mit liv synes jeg det er udmærket. Spørgsmål?”
Hvad tænder dig?
”Jeg bliver seksuelt opstemt af mine egne fiaskoer.”
Er du troende?
”For alle dem der ikke er frie ånder, og det er langt over 50 procent, må jeg sige så de forstår det at jeg bliver opkvikket af at gå i kirke. Jeg er en fri ånd. Jeg kan tillade mig at bruge en kaffemetafor for jeg ved at folk forstår det.”
Kan du bedst lide hverdagen?
”Jeg kan ikke slå mine hverdage sammen på den måde.”
Kan du bedst lide det uperfekte?
”Det trives jeg relativt fint med.”
Stoicisme?
”Kan ikke udstå det.”
Sukker i teen?
”Nej tak.”
En smøg?
”Ja tak.”
En pille?
”Ja tak.”
Rund?
”Firkantet, helst.”
Hvad er 7 gange 17?
”Ethundredeognøtten.”
Hvornår er månen aftagende?
”Cautagende. Når den ligner et C.”
Tiltagende?
”Deltagende. Når den ligner et D.”
Men kan man udlede en æstetik af disse luftige betragtninger og af din luftighed?
”I aller højeste grad.”
Men hvad er anarkisme?
”Uniformer.”
Frie ånder?
”Nuancer. Sort latter.”
Kom med hånden.
”Ikke slå.”
