Home Non-categorized Jeg var ung dengang Londonbeat erkendte “I’ve been thinking about you”

Jeg var ung dengang Londonbeat erkendte “I’ve been thinking about you”

938

Det var egentlig synd. Ja, ikke at jeg var ung, men at den slags tekster vandt almindelig udbredelse. Ak. Pet Shop Boys var direkte skadelige for de pakkede det samme budskab lidt pænere ind med “You’re always on my mind”, et nummer jeg stadig hører på grund af det fine gavepapir. Jeg kan stå på det i fem minutter uden særlig risiko for at snuble. Kan man stå på dybere ting som kristendommen? Næppe. Kan man stå på den autonome bevægelse? Næppe.

Men i livet må man først stå når man har bevæget sig 250 meter indeni. Det indebærer blandt andet at man bevæger sig dybt, dybt ind i den kultur der er blevet os givet fra gammel tid. Man skal have sig selv med, ellers gælder det ikke, og man skal gå et skridt ad gangen. Er livet dermed en hyggelig kulturel dannelsesrejse, et højskoleophold der varer til tidernes ende? Nej. Ja. Jeg ved det ikke.

Den fineste indpakning kom fra David Bowie, jeg nyder stadig gavebåndet på slagere som “Buddha of Suburbia” og “Thursday’s Child”. Krøllet af en absolut kender.

Men man kan ikke pakke ting ind der er knust i stumper og stykker og så kan man heller ikke se hvordan puslespilsbrikkerne hænger sammen. Og sådan er min identitet. Usammenhængende. Min identitet er så fragmenteret at det så rigeligt berettiger mig til at sige “I’m not there” med Bob Dylan. Det rare ved en pipsang, undskyld, popsang er at man lige bliver samlet et øjeblik. Det ærgerlige er bare når dette får os til at sige noget. Så går vi da helt galt i byen.

Blå med glitter og en simuleret og lidt stor guldmønt klæbet fast er et overraskende valg. Sådan var det med Paula Abduls single “Straight Up” fra 1988. Den sang var så elendig at den kunne bruges ikke blot som indpakning i en snæver vending, med eller uden guldmønt, men som alibi, gavepapiret var på en eller anden måde så højt at de unge piger kunne gemme sig bag det. Og det var lige mens jeg var aller mest ung.

Historien har siden hævnet sig nådesløst på “Straight Up” og efterfølgende ladet Paula Abdul blive dommer.

Det var ved at blive tid til Pearl Jam. Det var det. En autentisk modbevægelse med dybt forvrøvlede tekster som jeg stadig hører for at lindre sårene i mine øregange oven på “Straight Up”.

Previous articleLånte sin følsomhed ud i ægte parykantenne
Next articleHolmer Ligfølge: Kærlighedens Kvaliteter
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)