Det var egentlig synd. Ja, ikke at jeg var ung, men at den slags tekster vandt almindelig udbredelse. Ak. Pet Shop Boys var direkte skadelige for de pakkede det samme budskab lidt pænere ind med “You’re always on my mind”, et nummer jeg stadig hører på grund af det fine gavepapir. Jeg kan stå på det i fem minutter uden særlig risiko for at snuble. Kan man stå på dybere ting som kristendommen? Næppe. Kan man stå på den autonome bevægelse? Næppe.
Men i livet må man først stå når man har bevæget sig 250 meter indeni. Det indebærer blandt andet at man bevæger sig dybt, dybt ind i den kultur der er blevet os givet fra gammel tid. Man skal have sig selv med, ellers gælder det ikke, og man skal gå et skridt ad gangen. Er livet dermed en hyggelig kulturel dannelsesrejse, et højskoleophold der varer til tidernes ende? Nej. Ja. Jeg ved det ikke.
Den fineste indpakning kom fra David Bowie, jeg nyder stadig gavebåndet på slagere som “Buddha of Suburbia” og “Thursday’s Child”. Krøllet af en absolut kender.
Men man kan ikke pakke ting ind der er knust i stumper og stykker og så kan man heller ikke se hvordan puslespilsbrikkerne hænger sammen. Og sådan er min identitet. Usammenhængende. Min identitet er så fragmenteret at det så rigeligt berettiger mig til at sige “I’m not there” med Bob Dylan. Det rare ved en pipsang, undskyld, popsang er at man lige bliver samlet et øjeblik. Det ærgerlige er bare når dette får os til at sige noget. Så går vi da helt galt i byen.
Blå med glitter og en simuleret og lidt stor guldmønt klæbet fast er et overraskende valg. Sådan var det med Paula Abduls single “Straight Up” fra 1988. Den sang var så elendig at den kunne bruges ikke blot som indpakning i en snæver vending, med eller uden guldmønt, men som alibi, gavepapiret var på en eller anden måde så højt at de unge piger kunne gemme sig bag det. Og det var lige mens jeg var aller mest ung.
Historien har siden hævnet sig nådesløst på “Straight Up” og efterfølgende ladet Paula Abdul blive dommer.
Det var ved at blive tid til Pearl Jam. Det var det. En autentisk modbevægelse med dybt forvrøvlede tekster som jeg stadig hører for at lindre sårene i mine øregange oven på “Straight Up”.
