Tillad mig at spørge: Hvad skulle der til for at du, ærede læser, beder din partner om at forsørge dig, så du kan gå hjemme? Jeg har spurgt en skulptur oppe på Louisiana hvor min lille datter legede i går. (Jeg fik intet svar.)
Jeg har den dybeste respekt for en kunstner der formidler at sorg er det mest komplekse i livet. Selvfølgelig ved at bruge ord, for Giacomettis åletynde bronzeskulpturer er ord som får børn til at lege ved deres klodsfødder. Voksne læner sig frem på en gang tryllebundne og barnligt tvivlende med det store spørgsmål om sorgens kompleksitet svævende i fantasien: Er livet virkelig så enkelt at sorgen er det mest komplekse der er? Giacometti vil selvfølgelig svare ja og jeg med ham. Sorgen gør os koncentrerede og kvikke. Vi er i samme båd. Vi er universets ankerlignende spørgsmålstegn.
Tillad mig atter at spørge: Hvad skulle der til for at du, ærede læser, beder din partner om at forsørge dig, så du kan gå hjemme?
Giacometti har fortalt mig, at alle danskere arbejder.
Alle er gode nok. Også dem der er for egensindige til et lønarbejde. Lad os bare være generøse og sige at psykisk sygdom, manglende robusthed og hvad det ellers kan være der gør at lønarbejde for den ene forælder er urealistisk alt sammen rubricerer under dette skønne ord: egensind.
Et kærlighedsforhold åbner altså døren på vid gab for at du kan tage denne diskussion, for din partner passer på dig, ligesom du passer på din partner. Der skal intet som helst til for at du og din partner kan sætte jer ned med aftenteen og overveje hvor enkelt svaret er: Svaret er: Ja. Du kan godt spørge din partner, om du må gå hjemme. For der skal ingen ting til. Der kan sludres meget pænt frem og tilbage hvor tosset det er, det jeg siger, men tag dig i agt, for pænheden sludrer og den var lige før had og hadet var lige før sorg, som er det mest komplekse i livet. Giacometti taler sit tydelige sprog. Men tag lige noget sort tøj på næste gang du laller rundt oppe på Louisiana for jeg kom til at tage lyse bukser på og en stangskjorte. Hihihihi.
(Illustration: Alberto Giacometti, radering af Jan Hladík. 2002)
