Der eksisterer i vores tid her i Danmark så mange behjertede påstande om litteraturens vigtighed. Jeg tror ikke på en eneste af dem. Man siger at litteratur gør os mere medfølende. Medfølelse har jeg før taget under kærlig behandling her på avisen og sagt at jeg er mere tilbøjelig til at fremhæve medlidenhed. Det tager jeg i mig igen. Jeg reviderer hermed mit synspunkt. Medlidenhed gælder ikke i velfærdssamfund og et velfærdssamfund skal vi blive ved med at have. Jeg er kommet frem til noget andet. Jeg er kommet frem til sorgen og den vil jeg holde fast i for den er jeg god til at skrive om. Selvom, og nærmest i kraft af, at den er det mest komplicerede vi kender til. Forvirringen er ikke det eneste vi mennesker har tilfælles hele kloden rundt i vores dybe indbyrdes menneskelige forskellighed. Nej. Sorgen udgør noget langt vigtigere. At være skueplads for et indre drama hvor de højeste magter strides er en sorg som vi forfattere ikke må ignorere.
Jeg kan skrive om sorg. Jeg kan.
Vi bliver ikke stille af at læse skønlitteratur. Vi bliver, om muligt, endnu mere olme og irriterende.
Stille er ikke det vi er.
Vi sidder ikke i en krog hele vores liv og ruger over og svælger i sorgen. Nej. Vi rejser os og gør uret og hader og tager i næste nu pænhedens kappe over os, tager et dejligt brusebad og går hen til spejlet: Goddag, gamle jas!
Har litteratur nogensinde fået nogen til at handle ret? Jeg tillader mig at spørge for jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke engang den kan få os til at tage vores psykiske helbred alvorligt. Det burde da være et af vores mest grundlæggende behov. Men nej. Det er da noget af en falliterklæring.
Dekadence er ikke at spise pindemadder og mingle. Dekadence er at forvise sorgen bag det samlede kunstneriske udtryk og andre uholdbare ting og sager.
Stille er ikke det vi er. Sorgen er ikke stille. Den er knugende og tavs. Hadet er ikke stille. Det er nedgroet. Pænheden er ikke stille. Den er plaprende. Hvordan skulle vi, vi der fluktuerer mellem og rummer alle disse ting, da kunne være stille?
Det er en sorg i sig selv.
Glemmer vi sorgen glemmer vi vores liv.
Den første sorg jeg her har beskrevet knytter an til den menneskelige situation i forhold til det evige, til troen. Den anden sorg knytter an til vores muligheder med vores liv. De er lige komplekse og det at de forholder sig til hinanden, derved at de begge er sorg, gør ikke kompleksiteten mindre, snarere tværtimod.
Kan du ikke se hvor jeg vil hen?
Kærligheden er det største.
Med så indviklet en sorg om benene som jeg netop har beskrevet er det sin sag overhovedet at få kærlighedens musik at høre i vores liv. Og det er ikke engang den største sorg. Den er at miste det man har kært.
Lad os smide al hykleriet til side. Hvem elsker kærligheden mere end at blive elsket? Det er der ingen der gør, i virkeligheden.
Hvem håber mere på andres kærlighed end glæder sig ved den kærlighed atter andre allerede giver? Det er der ingen der gør.
Hvem skynder sig alt for meget med at leve i denne tid i dette land i dette liv? Det gør vi alle sammen. Vi må huske på tålmodigheden, for vi sørger så længe vi er til her på jorden.
Bekymre os skal vi ikke. Men vi har lov til at brilleglassene dugger.
