Home Non-categorized Men stille er ikke det vi er

Men stille er ikke det vi er

1192

Der eksisterer i vores tid her i Danmark så mange behjertede påstande om litteraturens vigtighed. Jeg tror ikke på en eneste af dem. Man siger at litteratur gør os mere medfølende. Medfølelse har jeg før taget under kærlig behandling her på avisen og sagt at jeg er mere tilbøjelig til at fremhæve medlidenhed. Det tager jeg i mig igen. Jeg reviderer hermed mit synspunkt. Medlidenhed gælder ikke i velfærdssamfund og et velfærdssamfund skal vi blive ved med at have. Jeg er kommet frem til noget andet. Jeg er kommet frem til sorgen og den vil jeg holde fast i for den er jeg god til at skrive om. Selvom, og nærmest i kraft af, at den er det mest komplicerede vi kender til. Forvirringen er ikke det eneste vi mennesker har tilfælles hele kloden rundt i vores dybe indbyrdes menneskelige forskellighed. Nej. Sorgen udgør noget langt vigtigere. At være skueplads for et indre drama hvor de højeste magter strides er en sorg som vi forfattere ikke må ignorere.

Jeg kan skrive om sorg. Jeg kan.

Vi bliver ikke stille af at læse skønlitteratur. Vi bliver, om muligt, endnu mere olme og irriterende.

Stille er ikke det vi er.

Vi sidder ikke i en krog hele vores liv og ruger over og svælger i sorgen. Nej. Vi rejser os og gør uret og hader og tager i næste nu pænhedens kappe over os, tager et dejligt brusebad og går hen til spejlet: Goddag, gamle jas!

Har litteratur nogensinde fået nogen til at handle ret? Jeg tillader mig at spørge for jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke engang den kan få os til at tage vores psykiske helbred alvorligt. Det burde da være et af vores mest grundlæggende behov. Men nej. Det er da noget af en falliterklæring.

Dekadence er ikke at spise pindemadder og mingle. Dekadence er at forvise sorgen bag det samlede kunstneriske udtryk og andre uholdbare ting og sager.

Stille er ikke det vi er. Sorgen er ikke stille. Den er knugende og tavs. Hadet er ikke stille. Det er nedgroet. Pænheden er ikke stille. Den er plaprende. Hvordan skulle vi, vi der fluktuerer mellem og rummer alle disse ting, da kunne være stille?

Det er en sorg i sig selv.

Glemmer vi sorgen glemmer vi vores liv.

Den første sorg jeg her har beskrevet knytter an til den menneskelige situation i forhold til det evige, til troen. Den anden sorg knytter an til vores muligheder med vores liv. De er lige komplekse og det at de forholder sig til hinanden, derved at de begge er sorg, gør ikke kompleksiteten mindre, snarere tværtimod.

Kan du ikke se hvor jeg vil hen?

Kærligheden er det største.

Med så indviklet en sorg om benene som jeg netop har beskrevet er det sin sag overhovedet at få kærlighedens musik at høre i vores liv. Og det er ikke engang den største sorg. Den er at miste det man har kært.

Lad os smide al hykleriet til side. Hvem elsker kærligheden mere end at blive elsket? Det er der ingen der gør, i virkeligheden.

Hvem håber mere på andres kærlighed end glæder sig ved den kærlighed atter andre allerede giver? Det er der ingen der gør.

Hvem skynder sig alt for meget med at leve i denne tid i dette land i dette liv? Det gør vi alle sammen. Vi må huske på tålmodigheden, for vi sørger så længe vi er til her på jorden.

Bekymre os skal vi ikke. Men vi har lov til at brilleglassene dugger.

Previous articleEt lidt specielt digt af Ludvig Matthias Hofbamle
Next articleGiacometti har fortalt mig, at alle danskere arbejder
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)