Jeg har interviewet Klonnik Klonndrejer mange gange gennem årene. Heldigvis kan jeg altid se på hendes urskive hvor mange lykkelige stunder hun har haft. Sådan er det med store personligheder. Men Klonnik er mere end det. Hun er en klodrian. Derfor er hun muse-stille indtil jeg er faldet i søvn. Så sørger hun for at jeg bliver båret op i et af hendes luftkasteller hvor jeg vågner frisk og veludhvilet. Jeg betragter hendes urskive. 20 lykkelige timer! Fantastisk, så længe jeg altid sover i hendes selskab. Men jeg sagde at hun er en klodrian og det fastholder jeg. Nu vælter hun saltet og griner. Nu humper hun og laver parodien på den skumle herre i den lange blå frakke. Hun rømmer sig.
Jeg stiller hende et humoristisk spørgsmål om verdens tilstand og hun svarer indforstået og med et glimt i øjet.
Jeg lader selvfølgelig som om det er vinduet der har et glimt i øjet for at kunne snakke forholdsvist utvungent om det at have et glimt i øjet.
„Mennesker kan så utroligt meget hvis man vifter foran dem med et lille krøllet flag.“
Jeg prøver at forstå hvad hendes korte replik betyder og starter en dialog med mig selv. Jeg er filosofisk rusten nok til erkende både det og at jeg er ret ligeglad med udfaldet af dialogen. Jeg prøver i stedet at sanse hendes aura og krop og tiltrækning på mig og det er let. Det markerer jeg ved at skrue lidt på saltet. Hun skruer det yderligere op og jeg skynder mig at skrue ned igen. Hun bager et større parti marengs og finder et brand og nogle af markedets ubenyttede muligheder og jeg griner højt.
Et lille krøllet flag. Jeg kommer i tanker om at også jeg har et lille krøllet flag. Skal jeg bruge det? På hende?
Alle har et lille krøllet flag. Det er egentlig underligt.
