Hvilende i sengen efter en god travetur i bøgeskoven vender billedet af den psykisk forpinte mand på Molslinjen trøstende tilbage til mig i dag på min fødselsdag. Han lå mellem sæderne og hans hustru trøstede ham med sit fysiske nærvær. Jeg behøvede ikke gøre noget, hvilket gør mig glad den dag i dag. Jeg tror tilmed jeg fik åbnet mit kropssprog så jeg fik sendt det vigtige signal til damen: Jeg kender det.
Da jeg gik i skoven i dag tænkte jeg på fænomener som er trosnedsættende. Som nedsætter folks appetit på at møde Kristus i livet og i døden. Titlen „Things to do in Denver when you’re dead“. Den udbredte, stivnede forestilling om hvordan danskere i gamle dage udelukkende gik i kirke af ydre tvang og uvidenhed.
Jeg ved ikke med dig kære læser, men min læser, du, er manden mellem sæderne. Ved at gå til. I en eller anden negativ følelsesmæssig blandingstilstand hvor proportionerne både er fordampede og ikke er det.
Thomas Tranströmer: Allegro
Jeg spiller Haydn efter en sort dag / og mærker en enkel varme i hænderne. // Tangenterne vil. Milde hamre slår. / Klangen er grøn, livlig og stille. // Klangen siger at friheden findes / og at nogen ikke giver kejseren skat. // Jeg stikker hænderne i mine haydnlommer / og efterligner en der ser roligt på verden. // Jeg hejser haydnflaget – det betyder: / ”vi giver os ikke. Men vil fred.” // Musikken er et glashus på skrænten / hvor stenene flyver, stenene ruller. // Og stenene ruller tværs igennem / men hver eneste rude forbliver hel.
(Oversat af Peter Nielsen.)
