Det fascinerende ved mennesker er at vi er skabte med samme dybde. Det er der nogen digtere der virkelig slår plat på. I 80’erne og 90’erne kunne man således vække latter og så selvtvivl ved at sige “Det lyder dybt!”. Nu er det kun øjnene og livene hos alt for mange der siger den slags pladder for det var, qva netop denne vidt udbredte og iskolde ironi, en åndløs tid. Men det var min tid og jeg tager den meget alvorligt. Jeg nærer omsorg for de læsere der ligesom jeg har gennemlevet vores ungdom på de præmisser.
En af dem er Hasseris “Fænomenet” Feofar. Han overser fuldkommen laget med skvalderkål og foregiver selvhenført altid at være i dybet. Men dybet er noget andet. Dybet er det stille vand længst nede.
