Sveske Niilhagen taler dæmpet.
“Silden symboliserer de i alt 8 gange han menes at have ført en pensel til et lærred i sit liv.”
En travl mand.
Jeg graver et hul i den flotte studine med en askeskovl.
Der falder et blyhagl ned for vores fødder og vi går sammen videre hen ad kirkegårdsstien.
“Her hviler Aage Handske.”
Hvor ved du mange sjove ting om døden.
Sveske lægger sin telefon i leret på graven. Den begynder straks at ringe.
Hun tager den op og taler et sprog jeg ikke forstår.
I det næste øjeblik kommer en løve stormende imod os i fire lange spring. Hun kaster telefonen ind i dens gab og den vandrer derpå slukøret bort. Sådan en krabat ved ikke den skal dø engang.
“Jeg er jo feminist så jeg vil gerne optage en pornofilm herude på kirkegården.”
Jeg kigger på hendes brystparti. Lovende.
Hvad er det du gerne vil sige?
“Det ved jeg ikke om jeg tør.”
Nå? Hvad er det så?
“Spæk. Trevler.”
Spæk?
“En person der består af spæk og trevler.”
Rimeligvis.
Jeg ifører mig blå blink og kører rundt i byen.
“Du skal forestille dig at denne person fik kastet et sort lagen over sig i sit livs sidste fase. Forestil dig det. Hvordan det må være.”
Hvem kastede lagenet?
“Jeg har et inderligt ønske om at du vil lade det spørgsmål ligge.”
Må jeg spørge om hvorfor?
“Ja.”
Tak.
“Vil du ikke spørge mig om noget andet så?”
Noget konkret? Har du en bestemt formulering i tankerne?
Jeg danner et glas vand. Jeg holder vejret.
Sveske begynder at fortælle en historie der er både lang og spændende for herved at sige mig hvad det er jeg ordret skal spørge hende om. Vi sætter os på en bænk. Det begynder at dæmre for mig at jeg skal spørge om der står en blækflaske under bænken. Men det er helt forkert. Der står faktisk en blækflaske under bænken, men den bemærker jeg ikke for pludselig lader hun hånden glide op ad mit lår og afslører min erektion. Jeg påstår at der ligger et stykke kobber på min tungespids. Dette får hende til at dø af rædsel. Hun ved nemlig at jeg har stjålet kobberstykket fra en person der havde meget vanskeligt ved at dø på grund af sit store ego. Hun dør to gange til. Hendes hår danner en smuk bue ved den ene skulder. Da det hele er forbi er jeg forelsket. Jeg går i flere tusind stykker, de fleste af dem trekantede.
Der går niogtyve år og vi har en børneflok på fire.
Der går endnu niogtyve år og vi befinder os alle seks på kirkegården igen med hver sin gren i hånden.
Der går endnu firehundrede år og nu ligger der en tiger der hvor vi befandt os.
