Home Non-categorized Arbejdsmænd kan, i de fleste tilfælde, ikke sætte sig ned og imponere...

Arbejdsmænd kan, i de fleste tilfælde, ikke sætte sig ned og imponere med deres veltalenhed

451

”Før, ja, faktisk indtil min undersøgelse udkom i går, troede man at arbejdsmænd kunne sætte sig ned med en latte på en københavnsk eller århusiansk café og få andre til at le højt.”

Le?

”Tiltrække sig positiv opmærksomhed ved en afslappet og tjekket væremåde og tilmed sprede en festlig parfumeret energi til det intetanende klientel.”

Kunne man ikke lægge to og to sammen og sige sig selv at det ikke kunne være tilfældet?

”Man troede at en stadig præcis talestrøm kunne ophæve og udbygge førsteindtrykket af en slidt vrissenpeter.”

Kan ske, kan ske. Men din undersøgelse går ud fra at vi i almindelighed er bange for at tale om vores væmmelse ved samfundets nedslidte og det tror jeg ikke er tilfældet. Vi vil hellere end gerne tale om både vores væmmelse og om de nedslidte.

”Jamen det er også præcis det jeg mener.”

Og følelsen af fremmedgjorthed og væmmelse vil altid være der i forhold til andre klasser end den vi selv tilhører. Den kan vi ikke bare overstå og lægge bag os ved hjælp af et eller andet firkantet tankespring. Følelsen er der.

”Nu sidder du igen og hopper over hvor gærdet er lavest.”

Hvordan mener du?

”Jamen det dérsens har jeg hørt på en million gange.”

Nå.

”Det jeg gerne vil frem til, er du helt sikker på at du orker at høre om det?”

Nej.

”Hvad?!”

Jeg tror ikke jeg kan tåle at høre om hvordan de fattige har det i dagens Danmark.

”Det er da en ærlig sag.”

Kan vi ikke nøjes med at teoretisere over vores væmmelse og at den selvfølgelig ikke er der hvis vi bare koncentrerer os rigtig meget.

”Ved du hvad, jeg tror vi slutter her.”

Ved du hvad, det skal du ikke bestemme.

”Jo. Jeg forlader studiet.”

Vi sidder på en mark.

”Jeg forlader marken.”

Vent! [Løber efter ham.]

”Jeg forlader marken.”

Vent! Du er bare en af de talrige kærlige mennesker hvis krop er ked af at socialhjælpen og den sociale omsorg er blevet professionaliseret.

”Ja!”

Vil du ikke have lidt kamillete fra rygsækken?

”Jeg vil hellere have den fra termokanden i rygsækken.”

Er vi ikke enige om at vi to skal have det noget bedre før vi overhovedet kan drømme om at hjælpe andre.

”Nu drikker vi kamillete. Jeg kan ikke klare mere lige nu.”

Previous articleRaste Heldsemand: “En heldig sols forvirring”
Next articleDer findes kun en halv mand i verden der hader Simon & Garfunkel
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013.