Home Non-categorized Raste Heldsemand: “En heldig sols forvirring”

Raste Heldsemand: “En heldig sols forvirring”

1263

Jeg føler mig heldig ved at have læst Raste Heldsemands nye bog “En heldig sols forvirring”, men det er selvfølgelig noget vrøvl, det med heldet, for bogen lå i min mund, da jeg vågnede i morges. Det er måske fordi forfatteren selv hedder noget med held, at jeg føler mig lidt heldig, men det er vel også noget værre nonsens. Bogen starter med en serie leveråd, de ville nok ville have passet bedre til personen Stump i den anden bog på natbordet, leverådene modtager hovedpersonen fra forskellige jævnaldrende, kegleformede studerende i hans tidlige ungdom. Hovedpersonen hedder Problika. Navnet minder om probelka, det svenske ord for “hold så kæft!”. Jeg får også associationer til et æbletræ. Hver gang navnet optræder i romanen, får jeg lyst til at smage på det, men jeg holder mig i skindet, for man kan sjældent se hvad en smagende person foretager sig og jeg kan godt lide, at andre mennesker kan se hvad jeg laver, i særdeleshed når jeg læser i en bog. I første halvdel forsøger Problika at rette sig efter leverådene, der er i alt 4044. Det er forholdsvis nemt for Problika at kategorisere dem og derpå begiver Problika sig ud i den vide verden på jagt efter lykken med Gud. Den første aften sidder han i en samtale på en motorvejsrestaurant. Udenfor på parkeringspladsen holder hans avancerede køretøj. Når han skal sove, hejser han sin seng op igennem taget med en lille kran der er monteret på ladet og det er der meget komfort forbundet med, som bogen gør lidt for meget ud af. Da hans samtalepartner, som meget hellere vil tale om sin indviklede fortid, nævner navnene på fire meget indviklede oldtidsbyer, slår Problika op i sin bog og finder et leveråd som han synes passer til situationen, nemlig: “Man skal huske at smile til hinanden når man mødes på gangene i et stort hus.” Efter fremsigelsen af dette mystikomgærdede leveråd kommer der balance i samtalen og samtalepartneren begynder at lytte til Problika. Afgjort en mærkelig bog, men det er tit jeg tænker på Problika.

Previous articlePlanlagde og arrangerede krydderurtefestival på en halv time
Next articleArbejdsmænd kan, i de fleste tilfælde, ikke sætte sig ned og imponere med deres veltalenhed
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)