Jeg føler mig heldig ved at have læst Raste Heldsemands nye bog „En heldig sols forvirring“, men det er selvfølgelig noget vrøvl, det med heldet, for bogen lå i min mund, da jeg vågnede i morges. Det er måske fordi forfatteren selv hedder noget med held, at jeg føler mig lidt heldig, men det er vel også noget værre nonsens. Bogen starter med en serie leveråd, de ville nok ville have passet bedre til personen Stump i den anden bog på natbordet, leverådene modtager hovedpersonen fra forskellige jævnaldrende, kegleformede studerende i hans tidlige ungdom. Hovedpersonen hedder Problika. Navnet minder om probelka, det svenske ord for „hold så kæft!“. Jeg får også associationer til et æbletræ. Hver gang navnet optræder i romanen, får jeg lyst til at smage på det, men jeg holder mig i skindet, for man kan sjældent se hvad en smagende person foretager sig og jeg kan godt lide, at andre mennesker kan se hvad jeg laver, i særdeleshed når jeg læser i en bog. I første halvdel forsøger Problika at rette sig efter leverådene, der er i alt 4044. Det er forholdsvis nemt for Problika at kategorisere dem og derpå begiver Problika sig ud i den vide verden på jagt efter lykken med Gud. Den første aften sidder han i en samtale på en motorvejsrestaurant. Udenfor på parkeringspladsen holder hans avancerede køretøj. Når han skal sove, hejser han sin seng op igennem taget med en lille kran der er monteret på ladet og det er der meget komfort forbundet med, som bogen gør lidt for meget ud af. Da hans samtalepartner, som meget hellere vil tale om sin indviklede fortid, nævner navnene på fire meget indviklede oldtidsbyer, slår Problika op i sin bog og finder et leveråd som han synes passer til situationen, nemlig: „Man skal huske at smile til hinanden når man mødes på gangene i et stort hus.“ Efter fremsigelsen af dette mystikomgærdede leveråd kommer der balance i samtalen og samtalepartneren begynder at lytte til Problika. Afgjort en mærkelig bog, men det er tit jeg tænker på Problika.