Tilbage for – og hold nu fast! – mere end 62 år siden var der et lidt sært udvælgelseskriterium. Men lad os starte ved begyndelsen og se om denne historie giver mere mening end dem i dagspressen. Det må den nødvendigvis gøre, for det er mig, Morten Hjerl-Hansen, der har skrevet den. Grev Harpiks indså at han måtte lave en specialmission for at gøre politikerne glade og holde folket beskæftiget med at spekulere på om der foregik noget mærkeligt i skovene foruden det væld af kloge koner der boede derinde. Missionen skulle foregå på hesteryg. Se, Harpiks var nu snedig og valgte dem der bedst kunne lide sig selv frem for de bedste mænd. Han var ikke interesseret i dem der kunne hoppe højst eller løbe hurtigst eller disputere overbevisende over en øl eller betjene en katapult uden selv at blive skudt i vejret. Det blev således en tur der udefra godt kunne virke lidt dengset eller svanset. Behageligt silkedraperede lilla kjoler til alle fem. Greven selv bar et korset med gulerodsmotiver. Der duftede godt på skovstien den dag! Men så begyndte det at sne. Og det sneede. Og det sneede. Så kom der ellers vanter frem. Bløde halstørklæder i forskellige farver. Varme muffedisser. De der lommevarmere fandtes allerede. De sad på plastikposer, de fandtes allerede, så numserne ikke blev våde og iførte sig det mest behagelige tøj jeg længe har hørt om. En blå tå blev pustet på og Greven delte ørevarmere ud der kun kostede 35 kroner stykket. Da de alle var pakket dejligt ind sendte de beskeder med brevduer til deres nærmeste familie og venner og bad dem om også at tage varmt tøj på. Men derhjemme i stuerne havde man for længst tændt op i ovnen for at undgå at fryse. Dengang kunne man også blive forkølet. Man kunne nyse. Man kunne sjippe. Man kunne drille. Da de var færdige med missionen og vel ude af den dybe skov igen tog de ind på en kro. Her mødte de nogen forskellige som ikke rigtig helt kunne forstå de tapre helte fordi de talte om varmt tøj til højre og venstre.
