Jegfald er et kortvarigt åndeligt-fysisk sandskred af manglende koncentration midt i en samtale hvor den anden part er opmærksom og med skærpede sanser vil bemærke jegfaldet, som helt bevidst og med fuldt overlæg accepteres og indoptages i en form for delt, usikker jovialitet. Dialogen vil herefter blive letsindig og ikke sjældent tåbelig. Mulighederne for såvel kontakt som alvorlig lytten er forspildte. Mundene kører og enorme indre landskaber af øjeblikkelig, imaginær ensomhed vil komme til syne for de involverede og de omkringstående i denne busk af uoplysthed og overfladiskhed.
Umodne mennesker oplever fremmede som omvandrende jegfald og knytter sig derfor til en lille håndfuld venner med læderjakker og snavsede, slidte sko. Om natten kravler der dyr ned i skoene så de må rystes på ubebyggede byggegrunde om morgenen. Enorme huse byggede af sugerør og seler skyder op. Jo, jegfald har også samfundsgavnlige konsekvenser. Der er præcis ét vindue til hver.