Vi stod på kutteren.
“I må undskylde, at det stormer.”
Vores hatte blæste af.
“Tag tilflugt til kabyssen, folkens!”
Vi adlød og søgte indenfor i varmen hvor duften fra stuvningen lokkede og tog plads omkring rundbordet. Jeg rakte armen ud og lindede på låget, akkurat nok til at kun jeg kunne kigge ned. Der lå en stor nøgle oven på den lækre gryderet.
“I må undskylde, men jeg kan ikke finde nøglen til fætter David.”
Jeg vimsede rundt i halvanden time, men mændene var stadig sultne. De blev som vilde dyr.
Jeg tog gryden af kogepladen og anbragte den midt på bordet på en bordskåner. Da jeg tog låget af gryden opdagede jeg at der sad en nøgle i panden på alle syv mænd, mig selv inklusive, for vi var otte i alt. Jeg tolkede dette som et klart symbol på at vi alle klart er salige i vores egen tro.
Med og uden nøgler stimlede mændene ud. De ville bade. De blev som vilde dyr.
Jeg sad tilbage og så ind i den osende flamme i petroleumslampen. Jeg så denne osen som et klart symbol på at disse frygtelige mænd havde glemt at slukke bådens motor før de sprang i vandet.
“Ulla, skal vi bolle?”
Et stort fregnet ansigt kom til syne i glukken. Mændene var OK, men de var i Himmerrige. Et sted langt borte.
Jeg vaskede et par af fregnerne af Matthias og lagde ham i seng.
Om aftenen læste jeg i Kjerlighedens Gjerninger.
Budet om Kjerlighed til Næsten taler da i eet og samme Ord, »som Dig selv«, om denne Kjerlighed og om Kjerligheden til sig selv – og nu er Talens Indledning standset ved det, som den ønsker at gjøre til Gjenstand for Betragtningen. Det nemlig, hvorved Budet om Kjerlighed til Næsten og om Kjerlighed til sig selv bliver eenstydigt, er ikke blot | dette »som Dig selv«, men endnu mere det Ord »Du skal«. Herom er det vi ville tale:
Du skal elske,
thi dette er just Kjendet paa den christelige Kjerlighed og er dens Eiendommelighed, at den indeholder denne tilsyneladende Modsigelse: at det at elske er Pligt.
Du skal elske, dette er altsaa den »kongelige Lovs« Ord. Og sandeligen, m. T., hvis Du formaaer at danne Dig en Forestilling om Verdens Skikkelse, førend dette Ord blev udtalt, eller hvis Du stræber at forstaae Dig selv og agter paa deres Liv og deres Sindstilstand, som, skjøndt de kalde sig Christne, dog egentligen leve i Hedenskabets Forestillinger: da vil Du i Forhold til dette Christelige, som i Forhold til alt Christeligt, med Troens Forundring ydmygt tilstaae, at Sligt ikke er opkommet i noget Menneskes Hjerte. Thi nu, da det har været befalet gjennem Christendommens atten Aarhundreder og før den Tid i Jødedommen, nu da Enhver er oplært deri og, aandeligt forstaaet ligesom Den, der opdrages i velhavende Forældres Huus, næsten foranlediget til at glemme, at det daglige Brød er en Gave; nu, da det Christelige mange Gange af dem, der bleve opdragne deri, forsmaaes i Sammenligning med allehaande Nyheder, ligesom naar den sunde Føde af Den, der aldrig har været sulten, forsmaaes i Sammenligning med Slikkerie; nu, da det Christelige forudsættes, forudsættes som bekjendt, som givet, antydes – for at gaae videre: nu, siges det rigtignok saadan udenvidere af Enhver, ak, og dog hvor sjeldent maaskee, at det paaagtes, hvor sjeldent maaskee, at en Christen alvorligt, med taknemlig Tanke dvæler ved Forestillingen om, hvorledes hans Tilstand maatte være, hvis Christendommen ikke var indkommen i Verden! Hvilket Mod hører der dog ikke til for første Gang at sige »Du skal elske«, eller rettere, hvilken guddommelig Myndighed for med Ordet at vende op og ned paa det naturlige Menneskes Forestillinger og Begreber! Thi der, hvor det menne|skelige Sprog standser og Modet svigter, ved Grændsen, der bryder Aabenbaringen frem med guddommelig Oprindelse og forkynder, hvad der ikke i Dybsindighedens eller den menneskelige Sammenlignings Forstand er vanskeligt at forstaae, men hvad der dog ikke opkom i noget Menneskes Hjerte. Det er ikke egentligen vanskeligt at forstaae, naar det er blevet sagt, og det vil jo ikkun forstaaes for at udøves; men det opkom ikke i noget Menneskes Hjerte. Tag en Hedning, som ikke er forvænt ved at have lært tankeløst at ramse det Christelige, eller forvænt ved den Indbildning at være en Christen – og dette Bud »Du skal elske« vil ikke blot forbause ham, men det vil oprøre ham, det vil være ham til Forargelse. Just derfor passer igjen paa dette Kjerlighedens Bud, hvad der er det Christeliges Kjende »Alt er blevet nyt«. Budet er ikke i tilfældig Forstand noget Nyt, ei heller i Nysgjerrighedens Forstand en Nyhed, ei heller i Timelighedens Forstand noget nyt Noget. Kjerlighed har der været til ogsaa i Hedenskabet, men det, at skulle elske, er en Evighedens Forandring – og Alt er blevet nyt. Hvilken Forskjel mellem hiint Følelsens og Driftens og Tilbøielighedens og Lidenskabens, kort hiint Umiddelbarhedens Spil af Kræfter, hiin Poesiens besjungne Herlighed i Smiil eller i Taarer, i Ønske eller i Savn, hvilken Forskjel mellem dette og Evighedens, Befalingens Alvor i Aand og Sandhed, i Oprigtighed og Selvfornegtelse!
Men den menneskelige Utaknemmelighed, o, hvad har den en saa kort Hukommelse! Fordi det Høieste nu tilbydes Enhver, saa tager man det hen som Ingenting, sandser Intet derved, end sige ret at gjøre sig Rede for dets dyrebare Beskaffenhed, ret som tabte det Høieste Noget derved, at Alle have eller kunne have det Samme. See, dersom en Familie er i Besiddelse af een eller anden kostbar Skat, som staaer i Forhold til en bestemt Begivenhed, da fortæller fra Slægt til Slægt Forældrene Børnene og Børnene igjen deres Børn, hvorledes det er gaaet til. Men fordi Christendommen nu gjennem saa mange Aarhundreder er bleven hele Slægtens Eiendom, skal derfor al Tale forstumme om, hvilken Evighedens | Forandring der med Christendommen foregaaer i Verden? Er ikke enhver Slægt lige nær, det er, lige forpligtet til at gjøre sig dette tydeligt? Er Forandringen mindre mærkelig fordi det er atten Aarhundreder siden? Er det da ogsaa nu blevet mindre mærkeligt, at der er en Gud til, fordi der i flere Aartusinder have levet Slægter, som troede paa ham, er det derfor blevet mindre mærkeligt for mig – dersom jeg ellers troer det? Og er det for Den, der lever i vor Tid, atten Aarhundreder siden, at han blev Christen, fordi det er atten Aarhundreder siden Christendommen indkom i Verden? Og dersom det ikke er slet saa længe siden, saa maa han dog vel kunne huske, hvorledes han var, førend han blev Christen, og altsaa vide, hvilken Forandring der foregik med ham – dersom den Forandring er foregaaet med ham, at han blev Christen. Saa der altsaa ikke behøves verdenshistoriske Skildringer af Hedenskabet, som var det atten Aarhundreder siden Hedenskabets Undergang; thi slet saa længe siden er det dog vel ikke, da baade Du, m. T., og jeg have været Hedninger, have været det, ja – dersom vi ellers ere blevne Christne.
Og dette er just den sørgeligste og den ugudeligste Art Bedrag, ved Uskjønsomhed at lade sig bedrage for det Høieste, som man mener at besidde, ak, og see, man besidder det dog ikke. Thi hvad er vel den høieste Besiddelse, hvad er Besiddelsen af Alt, naar jeg aldrig faaer det rette Indtryk af, at jeg besidder det, og af hvad det er jeg besidder! Fordi Den, som haver de jordiske Goder, efter Bibelens Ord, skal være som Den, der ikke haver dem, mon det derfor ogsaa er rigtigt i Forhold til det Høieste: at have det og dog være som Den, der ikke haver det? Mon det er rigtigt, dog nei, lader os ikke bedrage ved Spørgsmaalet, som var det muligt at have det Høieste paa den Maade, lader os ret betænke, at det er en Umulighed. De jordiske Goder ere det Ligegyldige, og derfor lærer Skriften, at de, naar de besiddes, skulle besiddes som det Ligegyldige; men det Høieste hverken kan eller skal besiddes som det Ligegyldige. De jordiske Goder ere i udvortes For|stand en Virkelighed, derfor kan man besidde dem, medens og skjøndt man er som Den, der ikke haver dem; men Aandens Goder ere kun i det Indvortes, ere kun i Besiddelsen, og derfor kan man ikke, hvis man virkeligt besidder dem, være som Den, der ikke besidder dem; tvertimod, hvis man er en Saadan, besidder man dem netop ikke. Dersom Nogen mener at have Troen og dog er ligegyldig ved denne Besiddelse, hverken kold eller varm, da kan han være forvisset om, at han heller ikke har Troen. Dersom Nogen mener at være Christen og dog er ligegyldig ved at han er det, da er han det sandeligen heller ikke. Eller hvad vilde vi vel dømme om et Menneske, der forsikkrede, at han var forelsket, og tillige, at det var ham ligegyldigt?
Saa lader os derfor ikke, saa lidet nu som ved nogen anden Leilighed, naar vi tale om det Christelige, glemme dets Oprindelighed, det er, at det ikke oprandt i noget Menneskes Hjerte; lader os ikke glemme at tale derom med Troens Oprindelighed, hvilken altid, naar den er i et Menneske, ikke troer fordi Andre have troet, men fordi ogsaa dette Menneske er grebet af Det, der har grebet Utallige før ham, men derfor dog vel ikke mindre oprindeligt. Thi et Redskab, som en Haandværker bruger, det sløves i Aarene, Fjederen taber sin Spændkraft og sløves; men hvad der har Evighedens Spændkraft beholder den gjennem alle Tider aldeles uforandret. Naar en Kraft-Prøver længe er bleven brugt, saa kan tilsidst endog den Svage bestaae i Prøven, men Evighedens Kraftmaal, paa hvilket ethvert Menneske skal prøves: om han vil have Troen eller ikke, bliver i alle Tider aldeles uforandret. – Naar Christus (Mth. 10, 17) siger: »vogter Eder for Menneskene«, mon deri ikke ogsaa er indeholdt dette: vogter Eder, at I ikke ved Menneskene, det er ved idelig Sammenligning med andre Mennesker, ved Vane og Udvorteshed lader Eder franarre det Høieste? Thi en Bedragers Rænkefuldhed er ikke saa farlig, man bliver ogsaa lettere opmærksom; men det, at have det Høieste i et Slags ligegyldigt Fællesskab, i en Vanes Dvask|hed, ja i en Vanes Dvaskhed, der endog vil sætte Slægten istedenfor de Enkelte, gjøre Slægten til Modtageren og de Enkelte i Kraft deraf udenvidere til Deelagtige: dette er det Forfærdelige. Vel skal det Høieste ikke være et Rov; Du skal ikke have det for Dig selv i selvisk Forstand, thi hvad Du kun kan have for Dig selv alene er aldrig det Høieste; men om Du end i dybeste Forstand har det Høieste tilfælles med Alle (og dette er just det Høieste, Det Du kan have tilfælles med Alle) skal Du dog troende have det for Dig selv, at Du beholder det, medens maaskee alle Andre ogsaa beholde det, men tillige, hvis end alle Andre opgave det. Vogter Eder ogsaa i denne Henseende for Mennesker, »værer kloge som Slanger« – for nemlig at bevare Troens Hemmelighed for Dig selv, om Du end baade haaber og ønsker og arbeider, at Enhver i denne Henseende gjør som Du; »værer eenfoldige som Duer«, thi Troen er just denne Eenfoldighed. Du skal ikke bruge Klogskaben for at gjøre Troen til noget Andet, men Du skal netop bruge Klogskaben for, klogt mod Menneskene, at værge om Troens Hemmelighed i Dig, vogtende Dig for Mennesker. Er Feldtraabet, fordi Alle hver især veed det, derfor ingen Hemmelighed, naar det dog betroes Enhver og bevares af Enhver som en Hemmelighed? Dog Feldtraabets Hemmelighed er idag Eet imorgen et Andet, men Troens Væsen er at være en Hemmelighed, at være for den Enkelte; hvis den ikke af hver Enkelt, selv naar han bekjender den, bevares som en Hemmelighed, saa troer han heller ikke. Skulde dette maaskee være noget Mangelfuldt ved Troen, at den saaledes er og bliver og skal være en Hemmelighed? Er dette da ogsaa Tilfældet med Elskov, eller er det ikke just de flygtige Rørelser, der strax blive aabenbare og derfor ogsaa strax igen forsvinde, medens det dybe Indtryk altid bevarer Hemmeligheden, saa vi jo endog, og med Rette, sige, at den Forelskelse, der ikke gjør et Menneske hemmelighedsfuldt, er ingen ret Forelskelse. Den hemmelighedsfulde Forelskelse kan være et Billede paa Troen; men det skjulte Menneskes uforkrænkelige Inderlighed i Troen | er Livet. Den, der klog som Slangen vogter sig for Menneskene, at han, eenfoldig som Duen kan »bevare Troens Hemmelighed«, han haver ogsaa, som Skriften siger (Mc. 9, 50) »Salt i sig selv«; men vogter han sig ikke for Menneskene, da taber Saltet sin Kraft, og hvormed skal der saa saltes. Og er det end skeet, at en Forelskelses Hemmelighed blev et Menneskes Undergang, da er Troen evigt og altid den saliggjørende Hemmelighed! See, hiin blodsottige Qvinde; hun trængte sig ikke frem for at komme til at røre ved Christi Klædebon; hun fortalte ikke Andre, hvad hun havde til Hensigt, og hvad hun troede: hun sagde ganske sagte ved sig selv »dersom jeg blot rører ved Fligen af hans Kjortel, da er jeg helbredet«. Den Hemmelighed havde hun for sig selv, det var Troens Hemmelighed, som frelste hende baade timeligt og evigt. Denne Hemmelighed kan Du have for Dig selv, ogsaa da, naar Du frimodigt bekjender Troen; og naar Du ligger afmægtigt paa Sygeleiet og ikke kan røre et Lem, naar Du end ikke kan bevæge Tungen, kan Du dog have denne Hemmelighed hos Dig.
Men Troens Oprindelighed forholder sig igjen til det Christeliges Oprindelighed. Vidtløftige Skildringer af Hedenskabet, dets Vildfarelser, dets Eiendommelighed, ere ingenlunde fornødne, det Christeliges Kjender ere indeholdte i selve det Christelige. Gjør Forsøget her; glem et Øieblik det Christelige, tænk Dig, hvad Du ellers kjender til Kjerlighed, besind Dig paa, hvad Du læser hos Digterne, hvad Du selv kan udfinde, og siig da, om det nogensinde var faldet Dig ind at tænke dette: Du skal elske? Vær oprigtig, eller at dette ikke skal forstyrre Dig, saa vil jeg oprigtigt tilstaae, at det mange, mange Gange i mit Liv har vakt hele min Forundrings Studsen, at det stundom har været mig, som tabte Kjerligheden Alt derved, om den dog end vinder Alt. Vær oprigtig, tilstaae, at det maaskee er Tilfældet med de Fleste, at, naar de læse Digternes glødende Skildring af Elskov eller Venskab, dette da synes dem noget langt Høiere end det fattige: »Du skal elske«.
