At have fulgt og arbejdet med og i Enhedslisten i årene op til dette tilsyneladende ret forvirrede Folketingsvalg, har været og er spændende. Jeg har fået styrket min indsigt i politik og er taknemmelig for mine partikammeraters overbærenhed i starten og for deres vedholdenhed og erfarne venlighed imod mig. Jeg takker. Jeg har forstået at noget nyt har taget fat ude i samfundet. Det vil jeg betegne som en voldsom højredrejning oven i den eksisterende. Vi må ikke lade som om vi ikke kender det onde. Så narrer vi os selv. Men vi tiltrækkes, særligt i norden, af gnidrede felter af halv indsigt og muligt lys, af kriminalromaner. Kriminalromaner viser desværre ikke hen til den vældige forsagelseskraft der bor i os. Den jeg har skrevet om i min salme. Så vi må ruste os med alt der synger. For at synge hjerterne op.
Du som fylder og beskytter
os på livets rige vej.
Så hver enkelt af os lytter
til hinandens rod og fejl.
Du som vælder som en kilde
frem af ørknens varme sand.
Du som sænker dig som dis
over kvinde, barn og mand.
Gennem tider, under himle,
gennem vores rare liv.
Gennem smerte, pinsel, farer.
Uden at vi siger: bliv!
Vi vil ikke stå i kæder
Det er ikke vores kald.
Når du mader os fra oven
Ved vi hvad vi bør og skal.
Vi vil løbe rundt på jorden.
Vi vil sidde ganske stille.
Vi vil kæle, klappe, elske.
Vi vil rundt på gulvet trille.
Se det mørkner i det fjerne
Det er skyer som er grå
Vi vil ta’ en dag ad gangen
For det ved vi at vi må.
Vi vil slippe al bekymring.
Viske hadets tavle ren.
Vi vil plukke blomster lilla
fra hver rig og frodig gren.
Og når dødens time kommer
Vil vi lide voldsomt slemt.
Men en morgen i det grønne
Vil det også være glemt.