Forsiden af denne rigt illustrerede kaffebordsbog prydes af et fotografi af en midaldrende mand der sidder på græsset under et æbletræ i en akavet bagoverbøjet stilling med det ene ben trukket ind under kroppen. En slags Christina’s World med omvendt fortegn, eftersom manden her ses forfra, i modsætning til Christina på Andrew Wyeths billede. Han har, ligesom Newton i sin tid, fået et nedfaldende æble i hovedet. Men han kan ikke bruge det til noget. Newton har allerede forklaret os tyngdeloven som dermed ikke har gjort noget godt for denne mand. Hvis ikke man køber bogen på grundlag af dette rørende og tiltalende menneske er man, efter min mening, hårdhjertet og urimelig overfor boghandleren. Det skal lige siges med det samme at jeg købte den prompte.