Jeg er redet ud på The Other Newspapers nyindkøbte hvide hoppe for at møde en kvinde på den anden side af Bøv Skov der mildest talt må karakteriseres som anspændt. Hun modtager mig med boller og vi boller, en meget behagelig skik på de kanter. Så sidder vi og ryger og kigger ud over Bøv Skov fra en veranda der knaser lidt i de nyindkøbte hvidbejdsede gulvbrædder. Hendes anspændthed er forsvundet og jeg forklarer hende vanskeligheden ved at huske den når man lige har bollet og er i godt selskab. Nu er hun ligeglad med sin tidligere anspændthed. Men det at vi har bollet har sandelig skabt nogle nye problemer. Jeg kan næsten ikke tro at der er sket alle disse fine ting blot for at fjerne anspændtheden hos en tosset person. Derfor foreslår jeg at der er en dybde ved hendes anspændthed hvor jeg kommer ind i billedet. Hun siger nej til mig på en måde som jeg med al min paratviden må opfatte som en forhastet fortalelse. Hun giver mig et venligt puf og lukker den gennemsigtige dør bag mig med en uendelig hensyntagen til døren hvilket giver mig en slags dybt rørende og betagende pseudoviden om at hendes kærlighedsformåen er ubegrænset både hvad angår tid og ved det at den hverken skeler til høj eller lav. Hvis hun kan omgive en dør med en sådan mildhed er hun kvindemystisk nok for mig. Jeg kan, med andre ord, ikke forstå at jeg aldrig kommer til at forstå at hun ikke vil have mig. Men så sker der noget der redder mig fra ubehaget ved at gå rundt i en konstant forelskelsesrus i lang tid. Hun åbner døren igen, tager imod rosen fra hendes eget bed med et halvt smil og siger: “Pas på dig selv!” Ordene virker og vi skilles på bedste måde.
Jeg synes det var sådan en nådehandling. Derfor skal disse linjer stå som et vidnesbyrd i min avis til ære for Gulnare Slet-Ikke fra Bøv Skov.
