“Det er i mønstringen af andre mennesker vi mennesker er mest umoralske. Mønstre betyder både bedømme og antage til at føre en krig. Hvorfor vi ikke efterstræber et samfund hvor vi ikke mønstrer, fatter jeg nada af. Alternativet til at mønstre er at lytte, observere, korrigere og blive korrigeret. ‘Du er jo digter!’ kan man sige til et ungt menneske uden at tænke på konsekvenserne af denne talehandling, jfr. John Austin. Hvis du har et menneskesyn der er udelukkende mønstrende (‘hvad kan han eller hun bruges til?’) er du farlig. Du ryger uden om psykopatfilteret og kynikerfilteret og udannethedsfilteret men du forbliver farlig og skal mødes med modstand.”
Det var sandelig noget begavet noget du lige sagde. Du skal nok blive til noget. Det var både farverigt, mønstret og eksotisk.
“Gengiv det. Så gentag da hvad jeg sagde. Menneske!”
Jamen du sagde…
“Har du glemt det?”
Nej.
“For jeg kan ikke huske det.”
Jeg kan huske noget af det. Jeg kan huske der hvor du siger: ‘er mest umoralske. Mønstre betyder både bedømme’.
“Din hukommelse fungerer lidt underligt, men godt husket!”
Jeg kan også huske der hvor du sagde ‘et samfund hvor vi ikke mønstrer, fatter jeg nada af’. Det synes jeg var lidt obskurt hvad du lige mente dér.
“Men der er tale om et brudstykke af en påstand citeret uden sammenhængen. Den er noget meningsløst bavl.”
Den er ret usædvanlig. Ligesom en person man ikke forstår.
“Vi er rigtig gået til brudstykkerne i dag. Det føles så intimt. Har du noget imod jeg rykker lidt nærmere på der hvor du sidder?”
Det er helt normalt.
