Og hvordan fanden de klarer sådan noget som en skilsmisse med et nogenlunde fair resultat for børnene er mig en kilde til undren. Jeg har et overmål af fantasi og intellekt, men er selvovervurderende og mit egos størrelse er omvendt proportional med min karrieremæssige succes. Men min ex og jeg har det fandme godt i dag. Jeg har mødt et par mennesker der ikke under mig præcis dette gode forhold, men er bedøvende ligeglad. Men, for at vende tilbage til emnet, hvordan finder mennesker der ikke engang har råd til at sende deres unger til København ud af familielivet. København er dejlig. Weekendavisens læsere vil gerne være i fred. Sådan står der gudhjælpemig i deres programerklæring. Var det ikke på tide at vi lod idéer som dem Weekendavisen præsenterer ligge i fred. Vi skulle hellere klovne lidt og sprede glæde på den måde end at være i fred. Fred er lissom heller ikke med på listen over tro, håb og kærlighed. Hvad er fred? Uløseligt forbundet med arrogance og latterlige neoliberalistiske frihedsidealer. Arbejderes og håndværkeres skæbne er at blive smittet. Nøj hvor jeg ikke gider! Nøj hvor Gud hjælper mig i den sammenhæng. Det er jo Jesus der render rundt i de hjemløses skikkelser. Nå. Hallo! Hvor mange mennesker der nu er børn sender et velfærdsløfteparti som Venstre på gaden om 30 år? Jeg vil anslå at tallet er over 10.000 og det er da derfor jeg skriver det her. Uddannelsesræset er så pisse hårdt for dem der ikke har meget at flytte rundt med på øverste etage. Jeg er vel bare i min modne alder mildt forundret over hvor latterligt håb er i forhold til kærlighed.
Så til arbejdere i alle lande vil jeg gerne afslutte med disse ord. Jeg håber det er temmelig åbenbart at Hemingway ikke blev overmåde kynisk i sin alderdom. Det hedder heller ikke modløs. Det hedder deprimeret. Og hvor er jeg glad for at jeg kan flyve lige hen og smitte en hjemløs, en arbejder, sågar en håndværker med ånd på de dage hvor jeg har det godt. For det danske skolesystem er fandme godt. Alle kan deres Hemingway. Jeg synes sgu også Poul Erik Tøjner skriver nogle gode ledsagetekster til værkerne oppe på Louisiana men da han skrev, i netop Weekendavisen, hånende om at nu kan enhver taxichauffør i New York deres freudianske floskler viste han at han ikke kan træde i karakter som noget som helst betydningsfuldt i åndelig henseende. I min magtposition som internetblogger indstiller jeg ham til fyring og det bliver han på grund af disse sande ord og det sker så snart ordene bliver læst af et bestyrelsesmedlem. Der sker også noget med selve Poul Erik Tøjner når han læser disse ord. Det kan du trygt regne med. Poul Erik, du får en hel provins i mit hoved. Capri. Tag til Capri og stik Louisiana Literature, hvor jeg aldrig bliver inviteret, op i røven. Nej, du får sgu en chance til. Jeg er et godt menneske.
