Home Non-categorized For fin til taleban/Believers are grøntsager

For fin til taleban/Believers are grøntsager

429

Alle familier er talebanagtige hoho. Det er dem der sidder på 7.000 kilometers afstand og føler sig hævet over taleban jeg frygter eller, i grunden, griner af, når jeg ikke har andet at lave. Hvilket jeg har!

Rigtige mænd er kristne, men ikke alle hedninge er skvat. Så sandt, så sandt. Alle mennesker er bevæbnede med noget der er langt værre end en kalshnikov og det er spyd der udgår fra endeløse bekymringer, jeg var selv en af de forholdsvis bekymrende bekymrede. Men jeg har opøvet en mesterlig evne til at knuse bekymringer. Jeg er blevet viis. Men det er sgu da ikke noget jeg gør selvstændigt, for mit ego er i grunden meget lille, jeg skal bare engagere mig i det jeg bør, så skrumper mit ego og jeg kan agere frit. Frihed!

Ak, jo! Taleban er et nogenlunde billede på en dansk gennemsnitsfamilie og vores afstandstagen er derfor delvist hyklerisk, overspændt, kold.

Previous articleI dag har jeg erkendt disse to forholdsvist betydningsfulde tidsstødere (og jeg keder mig en del)
Next articleArbejdere og håndværkere har sgu en mærkelig måde at gøre tingene på, men de betaler en del af min førtidspension
Morten Hjerl-Hansen
Morten Hjerl-Hansen (født 15/6 1973) er en dansk blogger, født i København. Jeg boede i de første 19 år af mit liv i et frisindet, litterært og akademisk hjem i Nordsjælland. Min mor er psykiater og min far kemiingeniør. Jeg har to søskende. Igennem barndommen "opfandt jeg nærved ubrugelige ting næsten hver dag" og fortalte mine søskende "eventyr" hvor de selv var hovedpersoner. I 1986 besøgte jeg Houston i USA med familien på et ophold der strakte sig over tre en halv måned. Jeg startede med at programmere i 1986 og lavede ca. 20 større projekter indtil jeg "mistede evnen" i 2018. Student fra N. Zahles Gymnasieskole 1992. Ry Højskole 1993. Læste teologi 1993-1994 i Aarhus. Læste filosofi 1995-2000 i Linköping, Lund og København. Arbejdede som Java programmør 2000 og 2001. Medvirkede i talrige digtoplæsninger i København 2002-2007. Fik en psykose i 2007 "som det tog 10 år at komme sig nogenlunde over". Gift med Else Andersen i 2010 og bosat i Fårevejle. Far i 2014. Har skrevet netavisen The Other Newspaper på dansk og engelsk dagligt siden 2013. Jeg har altid haft eller ejet en dybtliggende skepsis imod at personer kunne være autentiske når de udtalte sig ud fra bastioner, hvad enten der er tale om skoler, teorier, uddannelsesretninger, arbejdspladser, vidensmiljøer eller ting de selv finder på eller regner sig frem til. I samme stund de begynder at tale ud fra bastioner springer det mig i øjnene at de bare er personer, dvs. mennesker. Denne min "fornemmelse" er mere end et instinkt, der er snarere tale om et regulært arbejde for mig, for det har dybtliggende samfundsmæssige og menneskelige konsekvenser at mange er blinde for at de ikke taler som sig selv men som en bastion de tror de repræsenterer sprogligt-eksistentielt. Sprogdragten afslører for mine sanser et dybtliggende hykleri og en uklædelig arrogance. Jeg ønsker at udstille dette dagligsprogsforankrede hykleri i mine tekster. Denne arrogance. Hykleriet er faktisk farligt på mange leder og kanter, for det er kvælende for ulykkelige og spagfærdige røster og rummer kimen til en næsten usigelig vold og menneskeforagt. Jeg hader kynisme så meget at jeg næsten hader kynikeren, men jeg har aldrig hadet nogen ret længe ad gangen. Den der er bange for at gøre sig selv tydelig i en ytring sidder inde med et frygteligt våben, her er tale om tavshedens kolde klinge, men mandsmodet er stærkere endnu. Og mandsmodets tro følgesvend er filosofien. Der er al mulig grund til at at lukke røven med vigtige ytringer langt det meste af tiden og siden sige sin mening ærligt ELLER kærligt. Disse tekster er ment som træning i selvsamme disciplin. (Ærligt OG kærligt har ingen energi til.)