At have et image som forfatter svarer til en fugl der er fløjet imod ruden og hænger fast deroppe. Folk betragter den fra samme vinkel, indefra. Den virker flad og større end ellers. Der er noget rigor mortis på banen, folk peger, de peger sig trætte og begynder først derefter at læse. En levende fugl bryder folk sig ikke om. Den rummer levende organer, usynlige for øjet. Selvom der ikke er noget sårbart ved døden er der noget sårbart ved at blive set to-dimensionelt, hvad der er enhver forfatters skæbne. Det er ok.
